Før sidste akt

Før sidste akt
Forfatter:
Sprog:
Originalsprog:

Lasse Holm er endnu en gang aktuel med et genialt miks af spændende krimiplot og historisk kolorit, og er man ikke allerede fan af forfatterskabet, så er der god grund til at starte her, hvor Lasse Holm i sin måske bedste bog til dato lykkedes særdeles godt med at skabe en balance mellem et flot og detaljeret tidsbillede, et interessant persongalleri og et spændende krimiplot.

Johan Gebhard Harboe findes død. Politiet arkiverer hurtigt sagen som et selvmord. Men natvægteren Jørn Hansen, der fandt liget, tror ikke på den teori. Men han har også sine personlige grunde til at hemmeligholde informationer om offeret, og ikke mindst offerets forbindelse til den danske nationalscenes unge guldæg; danserinden og skuespillerinden Johanne Luise Pätges.

Johanne Luise får snart besked om Harboes død, men sorgen over hans død er overskygget af en skyldfølelse og en skamfuld erindring, som hun ikke kan få sig selv til at tale højt om. Ligeledes skal Johanne Luise forholde sig til et frieri, som hun netop har modtaget fra teaterets mest anerkendte dramatiker Johan Ludvig Heiberg, der snart også får sit at se til for at rense Johanne Luise og hendes familie for enhver mistanke og vinde hendes hjerte.
Men mens et mord således skal opklares sker der flere forbrydelser i skyggerne af den pæne københavnske facade, ligesom et ulmende had til fremmede begynder at røre på sig.

Lasse Holm har tidligere med stor succes taget sine læsere tilbage til både Romerriget og vikingetiden. I denne roman har han så placeret et mord i kernen af den danske kulturelite midt i den ophøjede guldalder, der ellers var kendt for parolen ”det gode det sande det skønne’.
Men ” Ikke alt, som glimrede i den, var Guld” – som Brandes mange år senere nedladende kommenterede om perioden, og på samme måde tager Lasse Holm os med til et København hvor vold, prostitution og jødehad trives, og hvor uligheden i samfundet er tydelig; Der smiskes for de rige og for kultureliten, mens politiet rask væk lader et mord på en fattig pige gå i glemmebogen.

Så er stemningen ligesom sat,  og mens politiet melder pas og ganske udygtigt hurtigt arkiverer et mord som selvmord, så bliver bogens hovedefterforskere en besynderlig trio bestående af teatrets blændede nye stjerne Johanne Luise Pätges, den berømmede og anerkendte dramatiker Johan Ludvig Heiberg og natvægteren Jørn Hansen, som har en tvivlsom baggrund og en hang til at slå på tæven. På den måde samler Lasse Holm altså et vidt persongalleri, som favner både det ophøjede kulturliv og den helt almindelige dansker, som levede i skyggen af guldalerens velpolerede renomme.

Det kan ikke have været uden en vis ærefrygt at portrættere så mange af den danske guldalders store personligheder. Men Lasse Holm kommer godt i mål med sit detaljerede og samtidig overskuelige indblik i denne historiske periode, samtidig med at han bevarer den røde tråd i form af et velspundet plot, der hele tiden bevæger sig fremad og fremstår helstøbt trods de mange handlingstråde og personvinkler.

Er man vild litteraturnørd og elsker de historiske detaljer så vil man nok hurtigt finde en masse grunde til at elske den her bog, for den er altså et overflødighedshorn af historisk kolorit og detaljer. Alverdens personager fra guldalerens kulturelite er portrætteret i bogen, og jeg brugte ganske enkelt timer efter endt læsning på at dykke endnu mere ned i udforskningen af alle de spændende personligheder, som Lasse Holm præsenterer os for; Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg, Knud Lyhne Rahbek, Adam Oehlenschläger, Thomasine Gyllembourg, Anne Wexschall, Jonas Collin, Ditlev Blunck og jeg kunne simpelthen blive ved.
Jeg er mildest talt imponeret over omfanget af detaljer, historisk atmosfære og akkuratesse som Lasse Holm har fået indflettet i det her samtidig ret spændende krimiplot, uden at det på noget tidspunkt virker hverken anstrengt eller forceret.

Derudover lykkedes han også med at give sine tre hovedpersoner, hver sin egen personlige udviklingshistorie; Johanne Luise kæmper med sin dårlige samvittighed, et skamfuldt ophav, problemer på hjemmefronten og datidens forventninger til hende som kvinde om at indgå et fordelagtigt ægteskab. Jørn Hansen kæmper med en tumultarisk fortid og et ønske om hævn efter et svigefuldt svigt. Mens Johan Ludvig kæmper med sine følelser for den purunge Johanne Luise, der ikke lader sig fornægte.
Ligeledes formår romanen også lige at runde to  centrale tematikker der portrætteres i romanen er det ulmende jødehad i perioden og det voldsomme og brutale prostitutionsmiljø, der levede i skyggerne af det velpolerede København. På den måde afmonterer Lasse Holm den romantiserede forestilling om perioden og måske er det især denne afmontering, der gør romanen ekstra interessant.

Rent sprogligt formår Lasse Holm, som han også gjorde det i sine tidligere bøger, at finde en ret perfekt balance mellem det letlæselige og stemningsfulde, ligesom han også på en og samme tid kan skabe tempo i plottet og ro til fordybelse i stemningen og den historiske kulisse.

Alt i alt et særdeles vellykket stykke litteratur om bagsiden af Guld(alder)medaljen med et spændende krimiplot og et imponerende væld af historisk stemning og akkuratesse.

4.4Overall Score

Før sidste akt

Lasse Holm er endnu en gang aktuel med et genialt miks af spændende krimiplot og historisk kolorit, og er man ikke allerede fan af forfatterskabet, så er der god grund til at starte her, hvor ...

  • Plot/historien
    4.8
  • Karakterer
    4.4
  • Sprog og skrivestil
    4.0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?