Låst

Jeg er normalt ikke den store krimifan. Jeg har læst en krimi eller to af de fleste store danske forfattere indenfor genren, og selvom jeg under læsningen som regel føler mig ganske godt underholdt, så mangler jeg ofte det der gør, at jeg kan huske den efterfølgende; Det ekstra har Anne Mette Kirks bøger, og med hendes anden roman ”Låst” gav hun mig den perfekte kombination mellem spænding og indlevelse, der gjorde den både underholdende og vedkommende.

Efter en festlig aften i byen findes den unge Clara efterladt i en blodpøl på et toilet på en trendy natklub i København. Marc Abilgaard er først på gerningsstedet, og han sætter straks alt ind på at finde gerningspersonen. Mens Marc leder efter spor, kæmper Clara for sit liv i kunstigt koma på hospitalet, og hendes venner kæmper for at redde dem selv og holde på deres egne hemmeligheder.

Anne Mette Kirk giver krimigenren et forfriskende pust i det ”Låst” har fokus på sine karakterer fremfor sit plot. Naturligvis er der en gerningsperson, som den evigt sympatiske efterforsker Marc Abilgaard skal finde frem til. Men det er i mindst ligeså høj grad, og måske endda mere, de enkelte karakterers hemmeligheder og personlige udfordringer, man som læser bliver investeret i og spændt på at få opklaret.

Låst er med andre ord noget så unikt som en karakterdreven krimi.

Egentlige krimilæsere og fans af genren vil måske af samme årsag finde dele i plottet og det lette fokus på gerningspersonens og dennes motiver mangelfuldt. Det er klart, at hvis man først og fremmest læser en krimi for at blive blæst bagover at et tempofyldt plot med twist og skræmmende indsigt i den skyldiges tanker, så bliver man nok skuffet her. Det er noget helt andet, der er romanens styrke, og det er nok særligt derfor, at den vil appellere til mange læsere, der ellers ikke læser mange krimier.

I Knust, Kirks debutroman, var det overordnede tema sorgbearbejdning, og vi fulgte en række karakterers kamp for at forlige sig med smerten efter et tab af en nær ven, samtidig med at vi fulgte opklaringen af forbrydelsen. I ”Låst” følger vi kredsen omkring offeret Clara, og de hemmeligheder og fortielser og usagtheder, der låser dem hver især fra at udvikle sig og komme videre.

Jeg er imponeret over, hvordan Kirk på trods alt kun 345 sider, kan skrive et spændende krimiplot frem, samtidig med at hun gør mig som læser så investeret i både Clara, Theo, Ziggy, Ronja, Christoffer, Olivia og Jannick. De får alle deres historie og deres stemme, og man får en følelse af, at det alle er mennesker, der står forfatteren meget nært, og derfor mærker man let den samme følelse som læser. For mig er det en ret unik oplevelse indenfor krimigenren, hvor jeg ofte føler, at karakterne fremstår lidt endimensionelle.

Et andet sublimt lyspunkt ved ”Låst” er, at den på ingen måde er gerningspersonens historie. Jeg har læst en del krimier, der fortælleteknisk er delt op i to spor – det ene er efterforskerens og det andet er gerningspersonens. I Låst følger vi gerningspersonen i en meget kort prolog, og ellers er det offeret og personerne omkring hende, der er i centrum. Det er forfriskende, at der ikke gives taletid til en eller anden psykopatisk massemorder.
Det er desuden med til at understrege en tematisk pointe, der måske er lidt underspillet i romanen, men som er særlig tydelig i romanens tilegnelse ”Til dem, der ikke bliver hørt”. Kirk tager nemlig fat i et væsentligt og problematisk narrativ i samfundet, nemlig det at kvinder, der er udsat for voldelige overfald eller voldtægter ofte ikke bliver hørt eller måske ligefrem tillagt skyld.

Som en ekstra bonus vil læsere af debutromanen ”Knust” også blive glade for at finde små bemærkninger, der fortæller lidt om, hvordan det sidenhen gik de karakterer, som vi mødte i Knust. Gennem Marc Abilgaard, der er fætter til karakteren Kresten fra Knust, hører vi ganske kort, hvordan det sidenhen gik Kresten og Mathilde. Det var som at få en lille hilsen fra en gammel ven, og bekræftede mig i, at Anne Mette Kirk skaber karakterer, som man kerer sig om og husker.
Det er nemlig i karaktererne at Kirks største force må være; Som læser mærker man forfatterens store grad af indlevelse i og forståelse for sine personer, – Det er helt afgjort det, der smitter af på mig som læser.

Endelig er jeg altså også vild med den unge Marc Abilgaard, der adskiller sig fra krimiens traditionelle klichefyldte efterforsker. Marc Abilgaard er flitttig, pligtopfyldende, intelligent og meget empatisk med et lille tvist af en charmerende kejtethed, som gør ham ret så sympatisk.

“Låst” var en læseoplevelse, der fangede mig fra start til slut, det blev aldrig kedeligt og det vedblev at være vedkommende. Det er for mig helt unikt at læse en spændingsroman, der har så meget på hjerte og så flotte karakterportrætter. Jeg har set den anmeldt i dagbladene, hvor den blandt andet kaldes “Det samme, som der går 13 på dusinet af i nordisk krimi” – Jeg er helt uenig, og mener netop Anne Mette Kirk skal have ros for at give en velkendt genre en opfrisker.