Amerikas glemte børn og en skarp kritik af våbenkulturen i USA. Halvfems huller i himlen har meget på hjerte, og det er stærke emner.
Fortalt gennem et barns øjne får vi historien om livet på skyggesiden; Der er våbensmuglere, frastødte sønner, bortløbne døtre, nedbrudte krigsveteraner, ulovlige emigranter, skydegale tosser og forældreløse plejebørn. Jeg blev grebet af temaerne, miljøet og Clements fortælleteknik, men karakterne og historien fangede mig desværre aldrig rigtig.
I en trailerpark nær en losseplads et sted i Florida lever Pearl og moderen Margot på bagsædet af en parkeret bil. Det har de gjort i 14 år. Margot er en romantisk drømmer, som i sin tid forlod sin stenrige men strenge far sammen med den nyfødte Pearl, som hun havde født i dølgsmål og skjulte i sit klædeskab. Margot er uden tvivl romanens mest interessante karakter. Hun rummer en imponerende styrke og idealisme i sin overbevisning om, at livet langt væk fra den strikse men trygge verden er bedst for hende selv og datteren.
Men hun er også naiv, og hendes romantiske drømme og søgen efter kærlighed sender hende i kløerne på den charmerende og løgnagtige Eli, der ikke ligefrem er en af guds bedste børn.
”Min mor var en kop sukker. Du kunne altid låne hende”
Clement fortæller den barske historie set gennem barnets øjne, og det giver fortællingens barske univers et skær af barnlig naivitet. Samtidig gør denne vinkel fortællingen så meget desto mere barsk, for på trods af Pearls unge alder, er der ikke mange barnlige håb og drømme i fortællingen.
Bedst er Pearls beskrivelser af moderen og ikke mindst moderens små visdomsord, der sætter stemningen gennem hele romanen, fx ”Uheld er bedre end slet intet held”.
Omkring Pearl og Margot er trailerparken beboet af forskellige skæbner. Der er veteranen fra krigen med PTSD og et manglende ben, den ældre dame og hendes trediveårige datter med en forkærlighed for Barbiedukker og den prædikende pastor, som udover at være betaget af Margot vist også har gang i nogle lyssky forretninger med ulovlige våben.
Der var dog ikke rigtig nogle af de skæbner, som for alvor greb mig.
Romanens største problem var dog, at jeg aldrig rigtig blev grebet af fortællingens hovedperson Pearl. Hun virkede fjern og som karakter druknede hun i tematikken.
Romanen er delt i tre dele, og første del (som fylder halvdelen af bogen) rummer Pearls liv i trailerparken. Dette er uden tvivl romanens stærkeste kort. Pearls forhold til moderen og moderens forelskelse i Eli fylder en del her, og hele miljøbeskrivelsen af livet i trailerparken fungerer som en stærk kritisk kommentar til ulighedens Amerika.
Men handlingsmæssigt tager det meget pludselig fart i slutningen af første del, og herefter hopper kæden lidt af i portrætteringen af Pearl.
Jeg ender med i de sidste to dele at føle at handlingen og Pearls udvikling bliver lidt for forjaget, og jeg føler ikke rigtig Pearls trængsler.
Alt i alt en rigtig god skildring af skyggesiderne ved Amerikas lemfældige våbenlovgivning, men også en skarp kommentar til et Amerika i ubalance, et samfund hvor de svage efterlades til tilfældighedernes nåde i en trailerpark midt i en losseplads. Det er en verden, hvor der ikke er meget håb at spejde efter. Som en af bogens karakterer reflekterer, så er det ikke værd at gemme på billeder og gode minder, for uanset hvad følges de altid af dårlige minder, som i sidste ende vil overskygge de gode.
En roman med en stærk og vigtig tematik, men hvis karakterer desværre aldrig rigtig greb mig.
”Havde det ikke været for mit liv, ved jeg, at jeg ville være blevet til noget, sagde Corazon. Men jeg kan ikke komme væk fra mit liv, fordi det er mit liv”
Halvfems huller i himlen
Amerikas glemte børn og en skarp kritik af våbenkulturen i USA. Halvfems huller i himlen har meget på hjerte, og det er stærke emner. Fortalt gennem et barns øjne får vi historien om livet på ...