To liv

En historie om kærlighed, hemmeligheder, svigt og tilgivelse. To menneskers liv der starter med en løgn. En løgn der betyder alt og alligevel ender med at være sekundær i deres kærlighed.
Estrid Dyekjær har skrevet en virkelig rørende og gribende fortælling om Johannes og Kirsten og de mennesker, der bliver en del af deres liv.

I 1954 bliver den unge Kirsten gravid. Men Christian, som er byens charlatan, har ikke i sinde at gifte sig med hende. Desperat og tilskyndet af moren forfører Kirsten sin gamle barndomsven Johannes, Christians bror, og bilder ham bagefter ind, at hun er gravid med hans barn.
Johannes er forelsket i Kirsten og drevet af at gøre det rigtige, så han gifter sig med hende. Således indledes deres ægteskab med en faretruende løgn.
Kirsten er plaget af skyld og skam og ønsker brændende at gøre ægteskabet til en succes, mens Johannes ligeledes føler skyld over at have gjort Kirsten gravid og besværliggjort hendes vej mod en uddannelse. Han indstiller sig på at gøre alle de nødvendige ofre for at Kirsten skal blive glad og velforsørget.
Omkring dem fortsætter Christian med at føjte rundt til stor sorg for sin kone, mens Kirstens søstre går deres egne veje og hendes bror Morten helt mister kontakten til sine forældre.

Det er en smuk fortælling om et ægteskab – to liv – der på godt og ondt er det kærlighed i virkeligheden er – en sammensat affære, på en gang kompliceret og ganske ukompliceret.
Estrid Dyekjær skriver med stor en stor og tydelig kærlighed til sine karakterer, og som læser føler man sig omfavnet af en varm og tænksom historie.

Men det er også en fortælling om en familie, og alle de forventninger og forestillinger vi har til hinanden, og om at turde bryde med dem.
Det er her Dyekjær virkelig er bedst, for hendes persongalleri er fyldt med karakterer, som man som læser virkelig gribes af. Skæbnerne er interessante, lige fra broderen Morten som faren slår hånden af, til søsteren Anne der vil være selvstændig.
Bedst er måske portrættet af moderen, der i begyndelsen opleves beregnende og manipulerende, men som først og fremmest er viljestærk, pragmatisk og loyal.
Måske kunne jeg som det eneste savne lidt nuancering af karakteren Christian, her fokuseres der noget entydigt på hans fuldstændig manglende evne til at holde sig på måtten.

”To liv” tager os med gennem et Danmark i forandring. Fra 1954 bevæger vi os gennem årene inden vi ender i 2019 og på den rejse bliver vi vidne til forandringer, men også til det, der ikke har ændret sig så meget.

Historien er hele vejen igennem rørende. Det er historien om den indledningsvise løgn, der bliver så afgørende for de følelser de begge tager med ind i ægteskabet. Løgnen bliver determinerende for forholdet – både på godt og ondt.

Der er en forudsigelighed i bogens tematik, der dog ikke skal forveksles med forudsigelighed i handling, for bogen byder bestemt på sine overraskelser – særligt mod slutningen, og det er her Estrid Dyekjær formår at skabe nogle tanker hos sin læser; Hvad vil det i grunden sige at elske et andet menneske? Er kærligheden grænseløs? Skal vi tilgive alt? Kan vi tilgive alt?

En roman  der først og fremmest udmærker sig ved sin personkarakteristik, og som mindede mig en del om Iben Mondrups ”Vi er brødre”.