Mørkekammeret

Fortielser og hemmeligheder, smerte og tilgivelse. Camilla Hjørnholm Olsen skriver i sit korte, komprimerede og stilsikre værk om den kedel af følelser, som en familie er gjort af.
Det handler om opvækst og ophav, men det er også et metareflekterende værk om at fortælle (og skabe) sin egen historie.

I ”Mørkekammeret” møder vi en ung kvinde, der er opvokset i en lille vestjysk by i 70’erne/80’erne. I tre dele fortæller hun sin egen og familiens historie. Faderen var modstandsmand i sin ungdom, onklen var nazist og farmoren var af flere omgangen indlagt på Sankt Hans.
Familiens fortid sætter sig som tunge spor og præger som barn den unge piges selvopfattelse. Hendes oplevelse af familiens fortid er stykket sammen af brudstykker og præget af forestillinger, og barndommen er påvirket af familiens mange fortielser og nogle voksne, der ikke har så meget tid til børnene.

”Mørkekammeret” er først og fremmest et utroligt stilsikkert og velkomponeret værk, der imponerer med en sproglig overlegenhed og en høj grad af intertekstualitet og metarefleksivitet;  Camilla Hjørnholm Olsen fortæller med referencer til andre kulturelle værker, og hun reflekterer løbende over sine egne erindringer; Hvordan har erindringerne påvirket hende og hvordan har hun påvirket dem?

Men ’Mørkekammeret’ fungerer faktisk også i sine detaljer som en udmærket samfundshistorie. Camilla Hjørnholm Olsen beretter i sin fortælling om en samfundsudvikling, hvor blandt andet det store butiksliv i de mindre byer langsomt dør, og hvor kvinderne går fra at være underkuede til at blive selvstændige. Forskellen mellem farmoren, der end ikke har magt over, hvor mange børn hun skal have, til moren, der fremstår som havende magten i ægteskabet med faren, er fx interessant.

Miljøbeskrivelserne er slående og Camilla Hjørnholm Olsen har et skarpt blik for de små detaljer, der skaber stemningen i romanen. Hun tager virkelig sin læser med tilbage til en vestjysk flække i 70’erne.

Romanen har en stor kærlighed til sin karakterer. De fleste optræder kort i enkelte anekdoter, men fremstår alligevel meget levende. Hun fortæller med en stor grad af smerte og empati, men også med et let og elegant stænk af humor, som fx i stykket om farmoren:

”Sankt Hans var et refugium for Dagmar, hvor hun kunne holde fri fra familielivets forpligtelser. Hun havde ikke ønsket sig så mange børn, men også i soveværelset herskede Skomageren med de store kronjuveler og sin stive pik i stedet for et juvelbesat scepter, og hun gjorde sin ægteskabelige pligt og spiste grøn sæbe, når hendes blødninger udeblev, mens hun bad til Gud om at undslippe svangerskabet.
Det er ikke altid, der er nogen, som hører ens bønner”

Stilen i romanen af fragmenteret, – Som stykker af erindring, vi selv skal hjælpe med at sætte sammen. Det er romanens stil og måske også pointe, at erindringer netop er fragmentariske – sammensatte, konstruerede, dekonstruerede.

”Jeg er på en og samme tid eskapisten, der flygter fra virkelighede, samtidig med at jeg forsøger at fastholde fortiden, selvom jeg godt ved , at jeg dekonstruerer den. Jeg piller i sårskorperne, så arrene vokser sammen i nye mønstre”

Den fragmentariske stil efterlader også meget usagt og ufortalt. En del er faktisk overladt til læseren. Et godt eksempel er fx halvbroren Robert, der tydeligvis er fremmedgjort fra familien og deres fælles far. I en scene kører vores hovedperson med sin far hen til den voksne bror, hvor faren skal aflevere et brev til ham. Men hvad står der i brevet? Ændrede det noget? Vi ved det ikke, men kan kun gisne om den smerte, som Robert må bære på, og den smerte kunne næsten være en roman i sig selv. I ’Mørkekammeret’ er Roberts historie fortalt i korte glimt og primært gennem fraværet af fortælling; Hans smerte og fremmedgjorthed er måske netop et resultat af fortielserne?

Fortielserne angår også vores hovedperson, for helt ind i hendes mørkekammer kommer vi aldrig. Der er måske alligevel steder i erindringen, vi ikke kan gå hen. Hvad skete der, da hun og hendes veninder i kådhed bestemte sig for at få taget billeder hos ”Fotografen”, hvorfor er de billeder så svære at kigge på?. Emnet berøres kort, vi vandrer forsigtigt og flygtigt omkring det; Smerten er tydelig, men forbliver usagt og uforløst.

Camilla Hjørnholm Olsens roman er en af den slags bøger, som først for alvor åbner sig for en, når man giver den tid til at bundfælde sig og for alvor reflektere over den.

Den er intens i sine sproglige og metarefleksive virkemidler, og det er netop på grund af disse, at man bør kaste sig over bogen.