Jeg har med stor glæde læst Martin Ellermanns tre første romaner ”Sommerdrys”, ”Dræbende floskler” og ”Hvor legen ender”. Men jeg må desværre erkende, at den fjerde roman i rækken ikke levede op til forgængerne og forventningerne. Hvor Ellermann ellers altid har været garant for fine portrætter af mennesker og et stemningsfyldt sprog, så manglede ”Det bliver aldrig det samme igen” ganske enkelt noget på de samme parametre.
Ellermann beskæftiger sig typisk med tematiseringer af det moderne menneskes grundvilkår, og måske er denne romans virkelige problem, at den vil tematisere alt for meget. På den store klinge handler det både om metoo, 9/11 og corona, og det blandes med 3 forskellige karakterers personlige traumer. Den overordnede tråd er betydningen af traumer for os som enkeltpersoner og som samfund, og specielt hvordan en enkelt begivenhed (stor som lille) kan ændre en hel livsbane. Jeg forstår pointen og den overordnede sammenhængskræft i tematikken, og alligevel mangler jeg den – sammenhængen.
