Sauna

”Men hvis dem, der er uden for samfundet, laver sig selv om, hvem skal så lave samfundet om? Dem, der er inde i samfundet, kommer jo ikke til at gøre det”

Sauna er en rigtig smuk kærlighedshistorie, eller som bagsideteksten lover en knaldroman om kærlighed. Men det er også en gedigen samfundsreflekterende og ikke mindst samfundskritisk roman, der om noget sætter tankerne i gang.

Nogle vil måske finde hovedpersonen Johans tanker provokerende, men det er vel altid lidt angstprovokerende, når vi udfordres på vores bestående samfundskultur og herskende opfattelser, og Mads Ananada Lodahl udfordrer i den grad sin læser med en stærk kritik af den eksisterende samfundskultur, når han lader sin hovedkarakter Johan kategorisk udtale; ”Samfundet er sygt”. Men han lader også sin læser gennem fortællingen forstå, at vores samfund er indrettet efter nogle faste og standardiserede normer, hvor enhver bliver vejet og vurderet i forhold til hvorvidt de passer ind i flertallets kasser. I et af romanens afsluttende afsnit er hovedpersonen Johan, da også helt klar i mælet, når han udtaler, at man ikke kan være neutral; Enten sprænger man kasserne eller også tilpasser man sig;

”Man måtte vælge side. Enten stabiliserede man det bestående. Eller også gjorde man det usikkert. Der var ingen neutral grund, og hvis man ikke gjorde det ene, så gjorde man automatisk det andet”

Læs mere