Glenn Bechs debut Farskibet tog mig med storm og er til dato en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Derfor vil Bech også forever være en af mine favoritter.
Men – og måske skyldes det til dels de høje forventninger – hans nyeste roman Jeg er ikke færdig med dig kommer ikke ind på den liste.
Romanen følger Lasse, der ligesom Bech selv er en kendt psykolog, som længe har deltaget i den offentlige debat om klasseskel og er blevet succesfuld. Bagagen fra fortiden slæber han dog stadig på, og forholdet til den følelsesmæssigt tilgængelige Emil er svært – for hvordan klarer man lige intimiteten og alle følelserne, når ens barndom har været hård og ikke lært én at vise sårbarhed?
Præmissen for fortællingen og Lasse som karakter er god – og jeg kunne egentlig også godt lide Bechs balance mellem det triste og tragiske og det humoristiske.
Men flere steder oplevede jeg, at Bech ikke rigtig har lagt lysten til at skrive samfundskritik fra sig – hvilket han jo gjorde fabelagtigt i Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.
Og selvfølgelig kan en roman sagtens have en masse samfundskritik i sig, men her føles den underligt påklistret plottet i form af løbende strøtanker, som karakteren Lasse gør sig.
Jeg havde en oplevelse af, at Bech gerne vil skrive en roman, men indimellem pauser fortællingen lidt for at skrive debatbog i stedet.
Det gjorde romanens struktur usammenhængende, og det fjernede en del fokus fra det, der må være romanens kerne – Lasses indre konflikt, som jeg til gengæld synes godt kunne have været beskrevet lidt mere indgående.
I en rigtig fin scene oplever Lasse, hvad jeg ville kalde et decideret overgreb, men han reagerer bemærkelsesværdigt – han reagerer vel nærmest ikke – som var han frakoblet sine følelser fuldstændigt. Det er en stærk scene, som på en smuk og rørende og utrolig trist facon illustrerer Lasses mangler i forhold til at mærke sig selv og sine følelser.
Den slags scener havde jeg gerne set mange flere af, da de virkelig demonstrerer Bechs evne til at skrive indlevende og smukt – og viser noget af den inderlighed og sårbarhed, som især kendetegnede debuten.