Meter i sekundet

Stine Pilgaard er eminent i denne humoristiske fortælling om alle de regler for samvær og samspil, som vores sociale omgangsformer er underlagt. Det er en roman om at ville passe ind og samtidig være fandenivoldsk. Det er en roman om samfundet, og alle de typer, som de fleste af os helt sikkert er stødt på, og det er netop humoren i alt det genkendelige, der gør romanen til et fantastisk bekendtskab.

En ung kvinde er flyttet til en vestjysk provins sammen med sin kæreste, der har fået job som lærer på en højskole. Hun fordriver tiden med at forsøge at tilpasse sig det vestjyske miljø, men hun har vanskeligt ved omgangsformen og ender ofte med at støde de fåmælte vestjyder med sin ligefremme facon. Hun forsøger at tage kørekort og lære at være mor, alt imens hun også får et job som brevkasseredaktør på den lokale avis, hvor hun deler sine meninger og bliver kult i lokalsamfundet.

Den første udgivelse fra det spritnye forlag Gutkind rammer plet og er allerede strøget til tops på bestsellerlisterne. Det forstår man, for Stine Pilgaard skriver herligt med en raffineret og underspillet humor. Vi følger den unavngivne kvindelige hovedperson i hendes forsøg på at passe ind i et nyt miljø, hvor hun selv synes, at hun ofte dummer sig, når hun buser ud med humoristiske kommentarer og alt for mange detaljer, som når hun fx joker med sit sexliv hos sin søns dagplejer.

Stine Pilgaard fanger i små enkelte dialogstykker det komiske og det pinagtige, men midt i det sjove er der også noget andet; et ønske om at ville fællesskabet, men ikke være i stand til at afkode de sociale spilleregler.

Romanens hovedperson er også lige bliver mor, og hun bruger sin tid på at finde ud af moderskabet, og her er der også en række spilleregler, som det kan være svært at finde rundt i.

”Det er blevet fuldstændig selvfølgeligt for os at tale, som om vi optræder eller er til eksamen, når vi er i sammenhænge, hvor vi skal agere forældre”

Igen fanger Pilgaard med humoristisk akkuratesse noget genkendeligt og relevant, i det hun blotlægger tendensen til at ville være det perfekte udadtil, når man er blevet forældre. Det fanger Pilgaard særlig godt i et afsnit, hvor hun lader sin kvindelige hovedperson fortælle om en parmiddag, hvor alle har travlt med at retfærdiggøre de valg, de har truffet som forældre.

”Hvis ikke vores livsvalg er fuldstændig identiske, føles det som anklager, og et spøgelse af arrogance og usikkerhed sidder med ved alle middage”

”De eneste personer i trediverne, der har det godt med deres venner, er dem i tv-serierne”

Vores kvindelige hovedperson fordriver sin tid i den vestjyske by med at skrive nye sange til højskolesangbogen, sammen med en af lærerstabens andre ”påhæng”. Sangene indgår som en del af romanen, ligesom de mange brevkassesvar, som vores hovedperson i sin egenskab af brevkasseredaktør har skrevet, gør det.

Romanen fortælles således ved hjælp af tre forskellige genregreb og det kunne måske let blive en rodet affære, men Pilgaard formår at bringe de tre genrer i spil i romanens overordnede fortælling og skabe en god synergi. Sangene bliver billedskabende for vores hovedpersons sindstilstand, mens brevkassesvarene bliver hendes mulighed for at lukke alt det ud, som hun føler hun må holde inde i omgangen med de fåmælte vestjyder. Her er hun direkte og usentimental, og indleder meget sigende mange af sine svar med ”nu skal det jo ikke handle om mig”, hvorefter det naturligvis udelukkende handler om hende. Det er sjovt, fordi det er genkendeligt. Ligesom romanens gennemgående replikskifte ”Så blev det mandag” – ”Ja, det kan vi jo ikke løbe fra” også er det.

Men bag al komikken er der en alvor, og Meter i sekundet er grundlæggende en roman om det menneskelige behov for på en gang at passe ind i nogle kasser og samtidig være fri for dem .

Nogle af mine favoritcitater fra romanen;

”Ikke alle mennesker er lige gode til at have det godt”.

”Hun synes det er ærgerligt, at jeg har arvet min fars lave smertetærskel, når jeg nu også fik hans dårlige immunforsvar. To triste egenskaber, der forstærker hinanden, siger min mor”

”Mørket er vores eget, og det kan ikke deles med nogen. Den eneste ene er ikke en anden, det er dig selv, og du er alene”

”Det fine ved kærester kærlighed er, at de modtager vores sorger som små gaver”

”Kender du typen, der tit fortæller, hvilken type de er. De er aldrig den type, de tror. Når folk definerer sig selv, afslører de kun deres største ønsker eller dybeste frygt”