Nye børnebøger på hylden: Inspiration til børn i aldersgruppen 1-10 år.

En repræsentativ billedbog til de helt små, magisk realisme fra den ukronede konge af billedbøger, fantasifuld fortælling om tandfeen, beroligende eventyr til sengetid, store danske personligheder i bogformat, og Disney i helt nye historier. 

Tandfeen
Af Signe Buhl Paakjær
Fra forlaget TisseSisse. Anbefales til aldersgruppen 3-6 år.

Hvad er tandfeen for en størrelse? Det kan man læse meget mere om i denne fantasifulde fortælling om en lille fe med hang til kaffe og flotte tænder, der køber tænderne af alle verdens børn. Illustrationerne er flotte, farverige og emmer af barnlig glæde og fantasi, ligesom fortællingen rammer myten om tandfeen tilført lidt humoristisk tandbørstningspædagogik i bedste Karius og Baktus-stil. 
Historien er enkel; Tandfeen samler tænder ind til sit tandslot. Ved en fejl får hun fat i bedstefars guldtand som passer lige perfekt til slottet. Det opdager en pirat, for pirater er jo vilde med guld, men bedst som han vil stjæle den, stopper tandfeen ham heldigvis, og det var heldigt, for piraten kunne godt trænge til lidt af tandfeens evner udi tandbørstningens kunst.
Historien er, som det nok fremgår, ganske enkel og den bærer på mange måder præg af en vis grad af barnlig forestillingsevne, men det passer fint til bogens stil, der synes skabt ud fra en præmis om at ramme lige ned i et barnligt univers. 
Indimellem bliver teksten lidt langtrukken og i disse passager blev Lilly også tabt en smule, men alt i alt var det en fin fortælling til en snak om tandhygiejne og myten om tandfeen. 

Kim Larsen: Spillemand og Natasja: Fuld af liv
Af Vibe Termansen og Rikke Bisgaard
Fra Gads Forlag. Anbefales til børn fra ca. 7 år. 

Faglitteratur til børn og specielt biografier til børn ses i stigende grad, og særlig populær er den berømte serie skabt af Maria Isabel Sanchez Vegara ”Big people little dreams” (som på dansk udgives af Forlaget Albert).
Nu har Gads forlag så udgivet disse to bøger, der dog er målrettet det lidt ældre publikum. 
Bøgerne er bygget op i forskellige afsnit,  der hver især fortæller dele af historien om disse kendte personligheder.
Kim Larsen bogen fortæller fx i et afsnit om hans barndom med sin mor og storebror, mens et andet afsnit fortæller om hans forfatterdrøm, der hurtigt blev afløst af lysten til at skrive viser om stort og småt. Enkelte korte afsnit bærer overskriften skyggesider, og fortæller glimt fra bagsiden af medaljen; Kims hang til alkohol og smøger og hans perioder som fraværende far. Bogen har ligeledes mange små sjove anekdoter om Kims Larsens liv, som samlet set er med til at tegne et meget fint og helstøbt portræt af hans personlighed, og som samtidig vil være sjov læsning for målgruppen. 
Bogen om Natasja fortæller foruden om Natasja også en del om reggaekulturen, som hun lod sig inspirere af. 
Begge bøger fletter på fin vis sangtekster fra henholdsvis Natasjas og Kims Larsens karriere ind i fortællingen. 

En fabel om Fausto
Af Oliver Jeffers
Fra Forlaget Carlsen. Anbefales til børn fra ca. 3 år

Oliver Jeffers er altid garant for en god billedbog, der både i tema og illustrationer udfordrer barnet. Denne fortælling er ingen undtagelse!
Fausto er en egoistisk mand, der tror han ejer alt. Han drager ud i verden for at se på alt det, der er hans, og fra blomsten, til træet til bjerget ender de alle med at bøje sig for ham, for ellers skal han nok vise dem, hvem der bestemmer.
Men havet vil ikke. Havet er sin egen. Havet vil ikke bøje sig. Fausto prøver endda at bilde det ind, at han elsker det. Men havet forstår, hvad Fausto ikke forstår; Man kan ikke elske det, man ikke forstår. 
Jeffers fortæller altid historier med en stor dybde og hans sans for det poetiske udtryk målrettet barnet i både form, sprog og udtryk er eminent. 

Ta med sneulven Mimosa til drømmeland
Af Signe Flor Pedersen.
Fra BoD. Anbefales til aldersgruppen 3-6 år.

Bogen her består af 5 søvndyssende eventyr, der er designet til at få dit barn til at finde roen inden sengetid. Bogen er uden billeder, og hvert af de fem eventyr tager udgangspunkt i det samme univers, hvori Sneulven Mimosa, der vogter over porten til Drømmeland, er i fokus.
Signe Flor Pedersen præsenterer fint teorien bag eventyrene med tips til, hvordan de skal læses højt. Eventyrene er korte, med beroligende gentagelser og er forholdsvis enkle; Alle fem eventyr handler om børn, der af den ene eller anden grund ikke kan sove, eller har svært ved at finde roen inden sengetid, og det vil derfor være eventyr med stor genkendelighed for det barn, der selv har svært ved at sove. Signe Flor Pedersen har rigtig fint fået detaljer med, der vil interesse barnet, som fx drengen, der har en konflikt med sine forældre om, hvor meget han må bruge sin iPad. 
Retfærdigvis skal det sige, at jeg ikke har brugt eventyrene som højtlæsning ved sengekanten, sådan som de ellers er beregnet til, og som Signe Flor Pedersen anbefaler. (Jeg er så heldig, at jeg har børn, der ikke har problemer med at falde i søvn om aftenen). Men vi har læst dem inden sengetid og de fanger fint Lillys interesse. 
Jeg kan dog ikke rigtig udtale mig om, hvorvidt brugen af eventyrene har den ønskede effekt. Men bogen fungerer efter de samme principper som fx ”Elefanten der ikke kunne sove”, men den har i modsætning til historien om elefanten den fordel, at den består af flere korte eventyr, som sandsynligvis bedre vil fange børnene.  

Brillebjørn bager, Brillebjørn på indkøb og Brillebjørn får plaster på
Af Ida Jackson og Jens. A.Larsen Aas
Fra forlaget Carlsen. Anbefales til aldersgruppen 1-3 år.

Der er Kim Fupz Aakesons Lili, Babro Lindgrens Jeppe, Gunilla Woldes Totte og mange flere; Bogserier til de helt små om almindelige hverdagsscenarier og velkendte følelser. Brillebjørn er endnu en serie i samme dur, men den adskiller sig ved i særlig grad at have fokus på repræsentation. Brillebjørn har fx to mødre, hjemme hos vennen Bo er det far der tager barselstjansen og så har Brillebjørn en god ven, der hedder Warsan, hvis mor går med tørklæde og underviser på universitetet.
Alt det bliver der dog ikke gjort et stort nummer ud af, og er aldrig temaet i de små historier, det er bare sådan det er! Det glæder mig, at mere og mere børnelitteratur har fokus på repræsentationen, og at mangfoldighed i stigende grad er en del af de historier, vi fortæller vores børn. 
Et minus ved bøgerne er dog helt klart, at forfatteren (eller oversætteren?) roder en lille smule rundt i Brillebjørns to mødre, – det er lidt forskelligt, hvem der er mor og mamma. 
Historierne vakte glæde hos familiens yngste anmeldere, både hende på 4 og ham på 1,5 – men det er især hos Johan, at de er blevet storfavoritter. 

5 minutter i godnat: Prinsesser, 5 minutter i godnat: Pixar
Fra Forlaget Carlsen. Anbefales fra 3 år og til dem, der kender figurerne fra Disneys univers.

De kendte figurer fra Disneys tegnefilmsunivers optræder her i nye korte historier. Bøgerne er lækre i design og med flot hardback omslag, og de vil uden tvivl vække glæde hos de børn, der er bekendt med figurerne. Kan man fx ikke få nok af Lynet Mcqueen eller lille Nemo, så er der god grund til at tro, at man vil elske de nye historier med de velkendte karakterer.
Historierne svinger lidt i kvalitet og nogle af dem er nok også en anelse kedelige, men de er forholdsvis enkle at forstå og med simple moraler, og så er deres charme det velkendte univers. 
Herhjemme har vi efterhånden set de fleste Disney og Pixar film med Lilly på 4 år, og derfor er historierne populære, indimellem er det dog mest for at kigge på billeder og tale om karaktererne og den oprindelige tegnefilm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *