Der var engang, hvor det blev forbundet med stor anseelse og beundrende blikke, hvis man kunne citere Emil Aarestrup eller referere til Brudstykker af en landsbydegns dagbog.
I dag kender størstedelen af danskerne sandsynligvis hverken Aarestrup eller Blicher, men er det et problem?
Ser man på indførelsen af kanon, så mener vores politikere i hvert fald, at der er en fælles litterær kulturarv, som vi alle bør stifte bekendtskab med. Men er det sådan det bør være? Eller bør man blot erkende, at vi ikke længere er i en tid, hvor det er forbundet med autoritet og ærefrygt at kende sin klassiker?
Personligt synes jeg, at dansk litteratur har så mange fantastiske poeter og skribenter, som det kan berige enhver at kende til, – mødet med Herman Bang, Pontoppidan, Blixen, Branner osv. vil være gavnligt for alle. Men jeg mener ikke, at vi længere kan hævde, at der er værker, som vi skal kende, for når vi gør det, så fastholder vi en ide om, at der er en fælles litterær kulturarv, som alle bør kende til, – og det mener jeg er en forældet tilgang til den ældre litteratur – det reducerer store og gode værker til at være en støvet gammel arv, der som et skrøbeligt relikvie skal overdrages den nye generation.
De gode gamle klassikere skal jo ikke læses, bare fordi man bør kende dem, men fordi de rent faktisk har noget at byde på; de har noget at lære os. De er altså ikke bare udtryk for en statisk klassisk kulturarv, men snarere en mulighed for at udvikle og udvide den måde vi ser vores verden på. De er ikke bare et statisk produkt af deres tid, de har derimod meget at byde ind med, som en måde hvorpå læseren kan udvide sin horisont.
Jeg mener ikke, at kvaliteten ved mødet med den ældre litteratur alene er kendskabet til den; det er ikke et spørgsmål om, at man kan citere Aarestrup eller remse alle Pontoppidans værker op. Derfor synes jeg også, at Kanons pointering af, at eleverne skal have kendskab til disse forfattere er en forfejlet formulering, og jeg mener det er en formulering, der er med til at understrege og fastholde den fordom blandt eleverne, at ældre tekster er noget gammel, støvet og kedeligt, som de i bedste tankpasserpædagogikstil skal have overført viden om. Jeg mener det er alfa omega, at se den ældre litteratur alene som noget, der med sin tidsbundne anderledeshed er en ligeså essentiel del af udviklingen af et alsidigt og nuanceret menneske, som mødet med andre kulturer er. For hvor mødet med andre kulturer giver en horisontal livsforståelse, så bidrager den ældre litteratur med en vertikal forståelse.
Ældre litteratur bør læses, og det bør den, fordi det altid er lærerigt og udviklende at læse og at læse bredt. Det gælder både på tværs af genrer, på tværs af kulturer og på tværs af tid. Jo mere forskelligt man læser, jo bedre. Det gælder i øvrigt i alle livets forhold; Jeg tror på, at jo mere vi ved og jo bredere vi interesserer os, jo klogere bliver vi på verden.
Et nysgerrigt menneske er ofte et vidende menneske, – og det er der en kvalitet i.
Så der bør ikke være en kanon, som dikterer hvilke værker, der er de rigtige at læse. Det fastholder de ældre tekster i rollen, som det statiske, støvede og ophøjede, fremfor at skabe en forståelse af, at alle tekster på tværs af tid og rum er dynamiske og udviklende, og at det at læse bredt og meget er med til at udvikle nuancerede verdenssyn.