Anne Franks dagbog i en herlig nyfortolkning som grafisk roman – eller tegneserie (det er vist efterhånden en anelse old-school at bruge den betegnelse).
En klassiker får nyt liv og dermed mulighed for at finde et helt nyt publikum.
Ari Folman og David Polonsky får det bedste ud af den grafiske genre og har ligeledes fundet den perfekte balance mellem nyfortolkning og respekt for originalen.
Kender man ikke i forvejen til historien om Anne Frank, så var hun en jødisk pige, der var bosat i Amsterdam. I 1942 var situationen for jøder blevet så farlig at familien gik under jorden. De boede herefter i skjul i en lille lejlighed, der var indrettet i baghuset i den bygning, hvori faderens firma lå. Lejligheden kunne tilgås via en hemmelig indgang bag en bogreol, og her boede familien sammen med en anden jødisk familie i 2 år. Deres eneste kontakt til omverdenen var en lille håndfuld af firmaets ansatte, som kom med forsyninger og nyheder til dem.
Under opholdet i dette baghus har Anne Frank, som kun var 13 år, da familien gik under jorden, skrevet dagbog. Dagbogen er et vidnesbyrd fra perioden, og den afslører en ung pige, der havde en uhyre god indsigt i andre mennesker, som hun fremstiller med en ofte stor grad af humor. Anne var belæst og meget velreflekteret og velformuleret for sin alder. Men hendes tanker i dagbogen er egentlig typiske for en pige på 13 år; Hun er uhyre optaget af sig selv, og er på mange måder ved at finde sig selv.
Dagbogen emmer af Annes humor, hendes vrede, hendes frustrationer og hendes drømme.
Denne udgave af dagbogen er først og fremmest båret af de fine illustrationer, som ikke bare formidler teksten, men også fortolker den. Annes drømme og hendes angst er ofte skildret med fantastiske elementer og illustrationerne udtrykker en poetisk tolkning, der understreger Annes poetiske sprogbrug.
Illustrationer og tekst arbejder sammen og udtrykker tilsammen humoren og de meget reflekterede afsnit, som man finder i bogen.
Det er netop bogens største styrke, at den ikke bare gengiver enkelte dele af romanen en til en, men at forfatterne har taget nogle valg, hvori de har sammenfattet tekststykker og skabt et nyt udtryk med respekt for originalen. Et eksempel er den grafiske fremstilling af romanens gennemgående tematik, hvori Anne kredser om sammenligningerne af hende og søsteren.
Det er de velovervejede valg, der gør dette værk fantastisk. Den grafiske dagbog er blevet til i direkte samarbejde med den fond, der varetager familiens interesser og dermed altså også ejer alle rettigheder til dagbogen. Ari Folman skriver bagerst i bogen om de overvejelser, der har ligget til grund for adaptionen, og det i sig selv er interessant læsning.
Man har enkelte steder valgt at lade længere tekststykker stå uredigeret. Det er de steder, hvor Annes tanker er dybt reflekterende på et niveau, man nærmest ikke forstår, at en pige på 13 år mestrer. Hun var forud for sin alder, og omstændigheder tvang hende selvfølgelig også til at blive voksen hurtigt. Alligevel emmer fortællingen på mange måder af relaterbare tanker for en teenager, og det gør fortællingen både almen og ganske særlig.
Den rummer altså en interessant dobbelthed for os som læsere i dag; Der er noget eviggyldigt over den, samtidig med at den fortæller om en vigtig historisk begivenhed.
Annes historie er blandt de mest kendte fra tiden under anden verdenskrig og det forstår man jo godt. Det er en førstehåndsberetning som ikke må glemmes, og som samtidig har så mange litterære kvaliteter; Humoren, det smukke sprog og refleksionerne! – og det er netop dette, som Ari Folman og David Polonsky får overført i ganske overlegen stil til den grafiske roman.