Elizabeth og hundene

”Men netop disse ting: solskin på mit ansigt, fornemmelsen af forår lige om hjørnet, og ingen som helst i nærheden udover en hund – er stadig nok til at få mig til at svulme af lykke. Hvor er det egentlig praktisk. Og så så billigt.”

Elizabeth von Arnim var datter af en rig forretningsmand og blev gennem sit første og andet ægteskab gift ind i henholdsvis den tyske og engelske adel. Hun udgav en del bøger fra debuten i 1898 og frem til sin død. Alle er de kendetegnet ved at tage udgangspunkt i kvinderne og deres syn på verden, og så er hun også kendt for sin humor, når hun med en sagte men skarp facon spidder datidens normer, former og dyder.

I ”Elizabeth og hundene” fortæller hun en slags livshistorie, fortalt gennem historierne om de i alt 14 hunde, hun har haft gennem sit liv.

Bijou, barndomshunden som faderen hurtigt tog fra hende;

”Sådan noget som at bære nag overfor deres forældre faldt slet ikke folk ind på den tid. Børn viste respekt, selv i tanken. Fædre befalede, og børn adlød.”

”Ingen gammel dame har nogensinde været lige så yndig og munter, lige så skæg og fuld af latter som min mor, og ingen gammel mand har besiddet en dybere visdom end hendes ærværdige ægtemand.”

Cornelia, den første hund, som hun får lov at beholde

Ingo og Ivo, som hun kaster al sin kærlighed på, efter at hendes børns pleje er overdraget til kostskoler, privatlærere og guvernanter, som det sig hør og bør for adelsbørn.

Coco, hunden der finder talent for at opsnappe mulige bejlere.

Elizabeths historie er en historie om hunde. Men det er først og fremmest en historie om en kvinde, der prøver at finde sin plads i en verden, hvor regler og rammer begrænser hende i en sådan grad, at hun end ikke har det store at skulle have sagt angående hendes egne børns skolegang og opdragelse. Et faktum hun accepterer men samtidig latterliggør i sin fremstilling. Ligesom hun i det hele taget fremstiller de sociale former som både forstokkede og fjollede. Elizabeth von Arnim lader dog ikke sig selv gå fri, og vender også sin satiriske pen mod sig selv.

”Og siden jeg nu engang var alt for uvidende til at kunne kontrollere denne udtalelse, fandt jeg det lettere at tro ham end at udfordre ham.”

På samme måde bevæger Elizabeth von Arnim sig let og flygtigt henover spørgsmålet om børnenes opdragelse. Hun er tydeligvis enig med sine børn og uenig med sin mand. Men hun resignerer uden tøven, og i stedet vender hun sin kærlighed mod hundene, i hvis selskab hun kan være sig selv og være fri uden de bånd, som hun føler den samfundspålagte kvinderolle påfører hende.

Som enke finder Elizabeth langsomt sin plads i en verden, hvor hun nu for første gang kan tage alle beslutningerne selv. Her skildrer hun med komisk elegance sin egen uvidenhed, når det kommer til såvel pengesager som kunsten at holde en bejler to skridt fra livet. Også her bliver hundene hendes måde at fastholde sig selv på.

Hele vejen igennem er det afgjort den underspillede humor, der giver romanen den spil, der gør den for alvor interessant og underholdende.

”Alle Pincher drømme – med undtagelse af dem, som handlede om middagsmad – handlede om, hvordan jeg sad ved siden af ham, mens han snorkede. Hvilket var irriterende, for når det kom til stykket, var jeg jo ikke gift med ham.”