11%

Maren Uthaug er i mine øjne den mest originale forfatter i dansk litteratur, i hvert fald når det kommer til overraskende, anderledes og chokerende plots, og så mestrer hun en underfundig evne til at ramme en kant af såvel let humor som skarp kritik, når hun lader den fabulerende fortælling møde et forholdsvis nøgternt og usentimentalt sprog.

Den nyeste bog ”11%” skriver sig bestemt ind i rækken af det underfundige og fabulerende, men taler alligevel stærkt ind i samfundet af i dag. Romanen handler i bund og grund om frygten for det anderledes og begrænsningerne i et samfund præget af frygt og konformitet.

I en fjern (og dog ikke så langt væk endda) fremtid styrer kvinderne verden. Mændene er faktisk reduceret til indespærrede avlsdyr eller kraftigt afrettede levende lolitadukker til brug for de kvinder, der ikke helt kan undvære den mandlige del i sin seksuelle tilfredsstillelse.

Uthaug skildrer et samfund, hvor foragten for det hedengangne patriarkalske samfund er til at tage og føle på, blandt andet i samfundets herskende mantraer, der er kvindekamps-slogans maksimeret, og negative facts om mænd slynges op i stor skala. ”Du ved vel, at 96 % af alle mord blev begået af mænd, da de gik frit. Du skal huske, at det ikke er menneskeheden som art, der er morderisk, det er mænd”. I samfundet hersker desuden religionen, men den mandlige Gud, Jesus og Adam er fjernet – for det var da vist noget mændene fandt på.

”Mændene  var dygtige, det skal de have. Det lykkedes dem med deres opdigtede historier at holde kvinder fast i et jerngreb århundrede efter århundrede. Hvor de kun tillod hende enten at have en rolle som den altopofrende moderlige madonna eller den billige luder,”

Omdrejningspunktet i historien er et drengebarn, der dukker op i søsterfællesskabet hos magikeren Medea. Men drengebørn må ikke leve frit, og Medea sættes i et dilemma. Viklet ind i drengens historie bliver også præstinden Wicca, der døjer med hjertesorg og problemer med at slå til i den lange række af stærke præstinder i sin slægtslinje.  Lægen Eva der arbejder på et avlscenter, som gemmer på en stor og dyb hemmelighed samt flere års afsondrethed og følelse af skam,. Den stumme kvinde Stille, der er blevet stum af skyld, for hvordan bærer man byrden af at have handlet i tråd med samfundets moral men imod sine egne følelsesmæssige overbevisninger?

Maren Uthaug folder en ret kompleks verden ud, der snildt kunne få flere fortsættelser, prequels og spin-offs.  Men Uthaug får trods det omfattende univers stadig spundet 4 karakterer og interessante bifigurer sammen i en skildring af et samfund med både historie, samfundsorden, religion, folketro og samfundssplittelser. Det er egentlig ret imponerende.

De fire kvinder, samt nogle af fortællingens bifigurer, afspejler tilsammen de mange sider af det nye samfund. De repræsenterer forskellige lag og sider af samfundet. Men hvad siger deres historier om samfundet? Er det utopi eller dystopi? Maren Uthaug lader historien og svaret på spørgsmålet hvile i skildringen af kvindernes individuelle trængsler og afsavn i en verden, der hele tiden tvinger dem til at undertrykke følelser og basale behov.

Maren Uthaug lader sine karakterer udfolde historien og beretter i en forholds neutral tone, der giver romanen præg af at være samfundsrealisme. Men sat i et fabulerende/fremtidsscenarie skaber Maren en kontrast, der giver romanen en satirisk kynisme, der må vække først humoren og derefter eftertanken.

Stærkest bliver romanen i sine to sidste (ud af i alt 4) dele, hvor romanen følger Eva og Stille. Disse to karakterer fremstilles med stor indlevelse, og her viser Maren Uthaug virkelig en evne til også i de helt små fremstillinger at skildre menneskelig afmagt, ensomhed og sorg. Samtidig er det også med Eva og Stilles historier, at den nye verdens skyggesider for alvor bliver udstillet, og Uthaug kommer dermed hele vejen rundt i sin skildring af den nye verden.

”Hun var ikke klar over, hvornår det gik op for hende, men en dag vidste hun, at hun egentlig ventede på at dø.”

Maren er herligt provokerende og legende i sine udpenslinger af samfundet, og hun holder sig ikke tilbage fra at beskrive et samfund, der i den grad har feministisk slagside, særligt de forskellige baggrunde for samfundet og forklaringer er som taget ud af et überfeministisk skrift.

Men Uhtaugs roman er ikke et feministisk manifest. Det er snarere et tankeeksperiment, som måske i særlig grad er aktuelt i en verden, hvor netop de ekstreme holdninger og angsten for det ukendte trives.

Du kan også høre 11% som lydbog. Læs en anmeldelse af bogen som lydbog hos Lydboghylden.dk