Forsvindingsnumre

Et meget poetisk værk om en på gang smuk og ganske uskøn sorgproces.
Amalie Langballe tager os med helt derind, hvor der gør ondt, og hvor de fleste vil kunne genkende et og andet. Det er en dragende og stille fortælling om Agnes, der flygter fra sorgen og forsøger at finde sig selv i en verden, der ikke længere giver mening uden hendes mor.

Sorgen er det gennemgående tema i bogen. Men der bliver ikke talt om sorgen, vi er så og sige midt i den. Vi oplever Agnes’ forsøg på at være i tilværelsen efter moderens død. Hun er vred, føler afmagt, føler skyld og mest af alt føler hun en tomhed.
Sorgen er altopslugende i bogen, man mærker den, man føler den.

I tilbageblik oplever vi Agnes’ sidste tid med sin mor. Her oplever vi de tanker og følelser, som dem, der har oplevet at have sygdom helt tæt på, ganske givet vil kunne genkende; Det er en intens blanding af modstridende og ubærlige følelser, der tvinger alting fra hinanden.

Agnes flygter fra virkeligheden, og forholder sig samtidig helt nøgternt til den. Hun ser alting lysende klart og er samtidig helt ude af stand til at finde en mening.
Det er disse dobbeltheder i Agnes’ følelsesliv, der virkelige fungerer i romanen, og som gør Agnes til et utroligt dragende og interessant bekendtskab.

Historien er virkelig – også der hvor den magiske realisme tager over, og Agnes har samtaler med en uddød fugl og en talende voodoo-dukke.

Agnes og Amalie (forfatteren) har en del tilfælles, og det er svært andet end at opleve romankarakteren Agnes som et delvist selvbiografisk portræt. Men især derfor er det så fint, at Amalie ikke tegner et ubetinget skønmaleri af sin hovedperson. For Agnes er også vred og ubehagelig, som fx da hun beslutter sig for at stjæle en kollegas nye kæreste.

Romanen handler grundlæggende om livets forgængelighed, og hvordan vi lever med, at alting forsvinder og før eller siden vil ophøre. Som der spørges i romanens indledning ”Hvordan overlever I at miste jeres elskede uden at dø?”

Det er svært at indkapsle essensen af romanen, og det er svært for mig at sætte ord på, hvad det er Amalie Langballe gør så godt. Men det bedste, jeg kan komme det er, at Amalie skriver, så man mærker det.

Det er en intens og koprimeret samling af stærke indtryk og følelser.

Et par citater fra bogen:

”Ligesom andre mennesker har jeg brug for en historie, jeg kan leve med, og ikke sandheden, som tingene skete”

”Jeg ser, når Vibe glemmer at børste tænder, og der samler sig plak i hendes mellemrum, men jeg kan aldrig gætte, når hun er ked af det”

”Mors kræft startede med knoglemarven, og da den blev syg, blev hendes knogler mere og mere luftige og skrøbelige som en fugls. De luftige knogler er grunden til, at fugle kan flyve”