Måske skulle du snakke med nogen

”Måske skulle du snakke med nogen” af Lori Gottlieb er helt enkelt fortalt en fortælling om mennesket og ikke mindst det, der gør os menneskelige.
Det er en historie om en psykolog og de problemer hun selv tumler med, samtidig med at hun hjælper sine patienter med deres problemer. Det er en fortælling om smerte, håb, begær, tilgivelse og fremfor alt den personlige udvikling. Det er en historie om menneskelige reaktionsmønstre og de historier vi fortæller hinanden men mest af alt os selv.

”Man kan tage alt fra mennesker i koncentrationslejren, alt, undtagen et: den sidste menneskelige frihed til at forholde sig sådan, eller sådan til de givne omstændigheder”

I denne fortælling møder vi Lori, en psykolog der først sent i sin tilværelse har fundet sit kald. Hun bliver pludselig droppet af sin forlovede og det sender hende ind i en eksistentiel krise, hvorfor hun selv får behov for at opsøge en terapeut. Sideløbende med Loris egen terapi hører vi om de klienter, der kommer hos Lori. Vi er med i terapilokalet og lærer en række meget forskellige mennesker at kende, der dog alle har det tilfælles, at de er et sted i deres liv, hvor de har behov for hjælp.

Det er lang tid siden, at jeg i den grad har ændret mening om en bog fra første til anden halvdel, som jeg har gjort det med den her fortælling. Til at starte med føltes den langsommelig og den fangede mig ikke rigtig.
Men i takt med at de forskellige karakterer begyndte at åbne op i terapilokalet, begyndte jeg som læser at forstå dem og føle med dem, og pludselig blev de mindst ligeså vedkommende for mig, som havde de været virkelige mennesker, der sad overfor mig.

Man kan sige, at min læseoplevelse på en eller anden måde illustrerer det aftryk og den pointe som er bogens primære; at det er når vi åbner os for os selv og hinanden, at vi har mulighed for at nå til en forståelse og en erkendelse.

”Måske skulle du snakke med nogen” er fiktion og så alligevel ikke. Historien er autofiktion i det Lori Gottlieb fortæller sin egen historie, ligesom jeg går ud fra at de karakterer vi møder er sammensat af virkelige oplevelser fra terapirummet. Lori Gottlieb har dog sammensat fortællingerne, så det fremstår som en egentlig roman med en begyndelse, midte og slutning, og hun indfletter løbende psykologiske teorier på fortællingerne; Det giver romanen et essayistisk præg og giver den også en tyngde, der klæder den. Som læser med erfaring på feltet vil det sikkert være en ekstra interessant oplevelse, mens det for andre bliver lærerigt.

Romanens virkelige styrke er, at det er ægte mennesker man møder – sådan føles det i hvert fald.

Lori der har mistet sin kæreste og er blevet desillusioneret ved udsigten til en anden fremtid end den hun havde forestillet sig.

Den ældre Rita, der ser fortrydeligt tilbage på sin fortid, der fastholder hende i skam og anger i en sådan grad, at hun ikke føler, at hun fortjener en fremtid.

Den terminalt syge Julia, der kæmper for at finde en mening i et liv uden fremtid.

Charlotte der hele tiden opsøger de forkerte mænd og drikker lidt for meget og har vanskeligt ved at bryde et mønster, som hun godt selv kan se er usundt.

John, der synes alle omkring ham er idioter, og som ikke føler sig forstået eller hørt af sine omgivelser, indtil han opdager at hans omverden alene er farvet af det syn han har på den.

De er alle sammen mennesker, som jeg kom til at holde utrolig meget af under læsningen. Jeg græd med dem, jeg grinte med dem, og jeg voksede med dem.

”Måske skulle du snakke med nogen” er skåret ind til benet en bog om at være menneske. Det er en fortælling om vores forsvarsmekanismer og vores behov for andre mennesker. Det er en bog om hvad der kan foregå i det terapeutiske rum, en bog om hvordan vi som mennesker kan udvikle os i mødet med andre.

En på alle måder rørende, tankevækkende og lærerig bog.