”Den triste og stillestående atmosfære i disse landsbyer fyldte mig med tomhed og bitterhed. Livet var en konstant og hektisk søgen efter mad. Fordomme og traditioner var et tungt åg”
Hvad er penge? Spørger den retarderede lillebror Ton i en af novellerne, og får svaret ”Penge er konge”.
Og i samtlige af denne samlings noveller synes personerne at drive hvileløst rundt efter dette; penge!. Men de lever i et samfund der eksisterer i kølvandet på mange års krig og en overvældende fattigdom. Således er de ”uden konge”.
Der er langt fra turistbrochurernes skønmalede hvide strande, grønne jungler og venlige imødekommende folkefærd i Ngyuen Huy Thieps noveller. Her fremstilles et samfund og et folk i moralsk forfald; Her hersker grådighed og udnyttelse, mens en altfortærende sult driver den enkelte i en endeløs jagt på overlevelse.
Nøgterne absurditeter og samfundets brutaliteter:
Ngyuen Huy Thiep er inspireret af sit lands lange tradition for mundtlige og folkelige fortællinger, men han giver dem en absurditet og en brutalitet, som han leverer med en så stor nøgternhed, at Thieps tematik bliver tydelig; Samfundet er brutalt – og de menneskelige vilkår ligeså.
Som fx den kvindelige læge, der lader sine hunde spise aborterede fostre, som hun bringer med sig hjem fra fødeklinikken med den største selvfølgelighed. Eller den unge fattige mand der lader sig seksuelt udnytte af sin chefs hustru som var det en uomgængelig del af hans ansættelse. Eller den gamle demente mor, som de pårørende overvejer at give rottegift, fordi det er for dyrt og formålsløst at have en syg på kost.
Ved første øjekast virker Ngyuen Huy Thieps tekster måske for nøgterne og sproget kan måske fremstå lidt forfladiget. Der er ingen inderlige beskrivelser af det indre følelsesliv eller malende beskrivelser af landskaber og miljøer. Selv udsagnsordene ved dialog er reduceret til ”han sagde/hun sagde/jeg sagde”.
Sproget understreger Thieps inspiration fra den Vietnamesiske tradition for mundtlige fortællinger. Men det er også i det rene og rå, at Thieps fremstilling af de barske samfundsforhold bliver tydelig.
For mig gjorde novellen Vandgudens datter størst indtryk. Heri møder vi den unge mand Chuong, som drager ud i verden. Han bliver både udnyttet mentalt og seksuelt, ligesom han bliver snydt for penge. Men han synes at acceptere sine slag med en slags selvfølgelighed. Der findes ingen anden virkelighed for ham, udover den han drømmer sig til i skikkelse af en mytisk skønhed, der er blevet objektet for hans håb og drømme i en verden, der efter hans eget udsagn alene er fyldt med ”lænker og gabestokke”.
Den menneskelige meningsløshed og en moral i forfald:
”Menneskers liv er fyldt med ulykker og meningsløshed”
For at forstå den altoverskyggende tematik om moralsk forfald og elendighed i Thieps forfatterskab, skal man forstå den baggrund de er skrevet i. De fleste af novellerne er skrevet i 80’erne få år efter at mange års krig var kommet til en afslutning. På dette tidspunkt var fattigdommen massiv og en enorm del af landets borgere levede på sultegrænsen. Men det er også et samfund, som på det tidspunkt var ledet af et kommunistisk styre og som fra øverste top brystede sig af nye idealer som solidaritet og fællesskab. Det er måske netop dette paradoks mellem samfundets idealer og værdier og den faktiske virkelighed, som man ser en tydelig ironisk kommentar til i forfatterskabet. Ligesom det også er tydeligt, at Thiep tegner et billede af et samfund, der i den grad er præget af sårene efter krigen.
”Den tid jeg lever i, er en tid med afsavn og lidelser. Krigen er ovre, og folk er i gang med at genopbygge deres liv. De gamle sår er lidt efter lidt ved at lukkes under et lag af sart hud. (…) Jeg går mellem disse mennesker med et hjerte fuldt af ængstelse og frygt for min skæbne, en skæbne jeg deler med mange bønder, der enten er sunket ned i fattigdommens underste lag, eller som tørster efter at gøre deres ambitiøse og fantasifulde drømme til virkelighed”
Krigens afslutning har ikke bragt forløsning med sig. Tværtimod er samfundet præget af en grådighed og et moralsk fordærv, der i den grad er udsprunget af samfundets ulighed og den grådighed denne ulighed har medført.
”Kan du se myrerne straks sværmer om det sted? (…) Folk er præcis lige så naive og blåøjede. Politikere og folk med talent er i stand til at skubbe folk i en bestemt retning. Folk er ude efter at tjene penge. Tilbyd dem en smule penge, og de vil flokkes omkring dem. Det fatter ikke at det er netop det der er det meningsløse i deres liv”
I ”Briser fra Hua Hat” opridses i ti fortællinger, der fortælleteknisk antager form af folkeeventyr, nogle af de laster, der slider på den menneskeligheden. Herunder først og fremmest den altopslugende grådighed, der koster både os selv og vores nærmeste alt for meget.
Kvinderne i Ngyuen Huy Thieps fortællinger:
Samfundets syn på kvinder kommer også under luppen, og selvom det aldrig er det direkte tema, så rummer flere af historierne klare henvisninger til ægteskabsmarkedet og den fuldstændige mangel på medbestemmelse kvinderne har haft på deres valg af livspartner. I en enkelt historie bliver en kvinde endda bedøvet, således at en mand kan have sex med hende, og derefter fri til hende i sikker forvisning om at hun nu siger ja, da hun ellers vil være vanæret.
Vi ser også kritikken i historien om kvinden Chiem, der ikke vil giftes med den ældre og velhavende Phong, hvilket får Phong til skældende at udbryde:
”Æsler foretrækker de tunge læs. Jeg har friet høfligt, men hvis det ikke bliver accepteret, vil jeg sørge for at hele familien bliver bragt til tiggerstaven”
Igen altså et eksempel på kvindernes manglende selvbestemmelsesret og de få riges altoverskyggende magt og (måske også) magtliderlighed.
Thiep og litteraturkritikken:
Thiep har gennem alle sine noveller en meget indirekte kritik af den politiske linje i samfundet. Men kritikken er der. Der er dog en ganske tydelig grund til, at den ligger meget gemt under linjerne, da det ikke er ualmindeligt at forfattere bliver bandlyst, såfremt de lægger sig for meget ud med den politiske linje.
Thiep er dog langt mere direkte i sin kritik af landets litteratur og litteraturkritik.
”Nu om stunder betragter mange mennesker litteratur som et redskab… en fiskestang som de kan fiske sig berømmelse og fordele med. Ja, berømmelse og fordele er også godt og nødvendigt, men for at være noget værd skal det være en bestemt slags berømmelse og fordele.”
Ved kommunistpartiets indtog i 45 og i tiden under Vietnamkrigene blev der af partiet og landets ledelse dikteret en æstetisk norm, der skulle opmuntre og inspirere i svære tider. Partiet selv kaldte de litterære dogmer socialrealisme, men der var snarere tale om en romantisering og idealisering af arbejdets og krigens helte.
”Det førte – og fører i nutidens Vietnam stadig – til en overvægt af opstyltet, belærende og temmelig humorforladt litteratur” (fra efterordet i Uden konge og andre noveller)
En del af Ngyuen Huy Thieps samfundskritik går således på denne afgrænsning af litteraturen, der i hans øjne fører til en skadelig og degenereret kultur, og hans kritik af denne måde at praktisere samlebåndslitteratur på ses løbende i hans noveller.
”Der findes mange forskellige former for litteratur. En slags er til for at kunne tjene penge. En anden for at kunne udvikle sin ånd. Endnu en form for litteratur tjener til at flygte fra virkeligheden og undgå at arbejde. Endelig findes der en form for litteratur der gør oprør” siger en lærer, da en mand kommer for at få undervist sin søn. Men manden ønsker ikke nogen af disse former for lærdom til sin søn. Han vil hellere have, at sønnen skal lære den litteratur at kende som er bredest muligt, passer til alle og ikke stikker for voldsomt ud , – samlebåndslitteratur.
I Vietnamesisk litteraturhistorie taler man om en tid før og efter Thiep, og det er måske netop fordi han bryder så markant med disse æstetiske normer og dogmer, og faktisk også gør det meget direkte. Det har gjort ham ildeset i nogle miljøer af litteraturkredse. Han er dog ifølge ham selv en tolereret om end ikke forbudt forfatter.
Den manglende medmenneskelighed og løsningen på det hele:
Penge er konge, det er det alle render efter, hvad enten de er rige eller fattige. Revolutionens og kommunistpartiets ideer om solidaritet holder ikke en meter. For i kølvandet af krigen er skabt et samfund, der er drevet af lige dele desperation og grådighed.
Hjælpsomheden og medmenneskeligheden ser vi faktisk nærmest kun hos den vanskabte Cun og den retarderede Ton – de der af samfundet ikke regnes for rigtige mennesker.
”Jeg er for godtroende” græder en ung kvinde i en af novellerne og får dertil svaret ”Mit kære barn. Forstår du ikke at vi netop får kræfter til at leve ved at være godtroende”
Umiddelbart kan det hele jo lyde en anelse deprimerende og tilbyder Thieps noveller intet lys for enden af tunnelen?
Jo, for som et citat fra novellen Skovens Salt lyder;
”Han indså at tilværelsen lægger et tungt ansvar på alt levende”.
Det ansvar vi har er ansvaret for selv at finde moralen og opretholde den. Det ser vi i blandt andet i novellen Skovhuggerne, hvor hovedpersonen reflekterer over nødvendigheden i at pålægge sin grådige natur nogle moralske lænker og regler. Kun sådan kan vi finde en vej ud af forfaldet.
Er du blevet nysgerrig efter at læse mere litteratur fra Vietnam, så læs mit indlæg her.