Min grå maske kan ikke tale

Louise Desirée Handberg-Huusfeldt giver i denne bog sin helt personlige beretning om at miste et barn under graviditeten, og om alle de følelser der følger med i kølvandet på den proces, det er at møde sig selv og sine omgivelser ovenpå en livsændrende begivenhed.

Historien er personlig og sproget er ligeså, hvilket giver fornemmelsen af at man sidder overfor Louise og lytter til hendes fortælling. Det giver en høj grad af personligt anstrøg og intimitet i fortællingen, der dog samtidig også gør, at den lige mangler det lille ekstra, som kunne løfte den set i et litterært perspektiv.

Louise og hendes kæreste var i den syvende himmel, da de opdagede at hun var gravid, og med opdagelsen fulgte de følelser, der vil være genkendelige for de fleste førstegangsforældre; drømmene om det kommende familieliv og tankerne om det lille mennesker, der vokser i maven.
Men en scanning viser, at det lille barn har alt for lidt fostervand omkring sig, og det kan være fatalt. Derpå følger et par uger, der er fyldt med lige dele håb, angst og frygt og hvor Louise og kæresten beder til at de næste scanninger giver gode nyheder. En dag slukkes håbet dog, og Louise skal føde sin døde dreng. De følelser af vrede, sorg, jalousi og vanvid der følger bliver hårde, også fordi det er vanskeligt for omgivelserne at forstå, hvordan de skal hjælpe, ligesom Louise føler sig alene med en sorg, hun ikke kan forklare, og som hun ikke kan finde hjælp til. I efterordet beskriver Louise at netop den manglende mulighed for at finde lignende fortællinger under sin egen sorg har inspireret hende til at skrive romanen.

Det er en meget personlig fortælling, og det gør den også rigtig svær at bedømme. Louise skriver meget detaljeret og indførende om tiden før, under og efter dødfødslen af hendes søn, og man er virkelig med hele vejen; fra de store drømme, til angsten, til selvbebrejdelsen, til sorgen og til den begyndende heling mod et nyt liv med savnet som vilkår.

Louises egen stemme er tydelig i fortællingen, sproget er ikke gjort til hverken mere eller mindre end hendes egen stemme, og man får fornemmelsen af at sidde hjemme i Louises stue og lytte til hendes fortælling over en kop kaffe. Det var rart at lytte. Det var rart at høre hendes historie og få en fornemmelse af at forstå et andet menneske; forstå hendes situation, hendes sorg og hendes smerte.

Skal jeg tage de kritiske briller på savnede jeg måske noget, der gjorde det til mere end bare en personlig fortælling, men igen, så havde fortællingen jo været en ganske anden, og man må jo vurdere en bog på dens egne præmisser.

Hvis man selv har haft en lignende oplevelse eller har kendt andre som har, så vil den her roman helt sikkert være oplagt at læse, da man uden tvivl vil kunne genkende nogle følelser og reaktionsmønstre fra Louises historie, som sikkert vil kunne hjælpe med trøst og bedre forståelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?