Portræt af en ung brud

”Hvis hun skal overleve i dette ægteskab, eller måske tilmed trives i det, er hun nødt til at beskytte denne del af sig selv og holde den væk fra ham, adskilt, hellig. Hun vil omgive den med tornekrat eller et højt hegn ligesom et slot i et folkeeventyr”

Lucrezia er en adelsdatter i 1500 tallets Firenze, der aldrig helt har passet ind i omgivelsernes forventninger til en pige i hendes position. Lucrezia er en drømmer, hun længes mod faderens eksotiske dyr i kælderen, hun drages af det ukendte og farverige, og hun maler drømmende billeder frem på sine lærreder.

Som ganske ung giftes hun bort til Hertugen af Ferrara, og en helt ny verden venter hende. I Ferrara forstår hun hurtigt, at forventningerne til hende er mange, og at hendes mand er nådesløs, når han skuffes. Lucrezia må udnytte sin evne til at fantasere, forestille sig og forstille sig, og hun må opbygge de skjold, der skal til for at modstå smerten og ensomheden. Men livet i de smukke paladser er hårdt og ubarmhjertigt for kvinder, de alene bærer skylden for al ulykken, og da Lucrezia ikke bliver gravid, går det langsomt op for hende, at hendes tid som hertuginde kan være på lånt tid.

Maggie O’Farrell imponerende mig i sin tid med sin poetiske og rørende skildring af sorg og bitterhed i romanen ”Hamnet”.

”Portræt af en ung brud” tager ligesom Hamnet udgangspunkt i en historisk kvindeskikkelse, hvis skæbne er glemt. Lucrezia, der var født ind i den betydningsfulde Medici familie, blev gift som trettenårig, men døde kun et år efter. Dødsårsagen var angiveligt tuberkulose, men der blev spekuleret i, om hun i virkeligheden blev forgivet af sin mand.

I ”Portræt af en ung brud” følger læseren Lucrezia helt fra hendes undfangelse, hvor moderen er overbevidst om, at et øjebliks drømmeri har forårsaget Lucrezias opsætsige natur. Maggie O’Farrell indkapsler Lucrezias liv og tanker i et overdådigt og nærmest højtideligt sprog, der med sine mange billedrige beskrivelser skrevet i nutid bringer Lucrezias tanker og bekymringer ind i nutiden. Det gør romanen smuk og intens, men for nogen vil den ganske givet også forekomme en anelse tung.

Lucrezias oplevelser af verden er præget af en vekslen mellem uforståenhed for tingenes indretning og et ønske om at skærme sig selv for livets realiteter. Dette skildrer forfatteren blandt andet i Lucrezias tanker, der er præget af drømmende og fantasifulde beskrivelser. De barske vilkår er dog også intenst tilstedeværende, og særligt lykkedes forfatteren med at skrive intensitet frem i små enkle scener, som fx når Lucrezia for første gang møder sin mands vrede og fornemmer den bagvedliggende ondskab i hans blik.

Et interessant omdrejningspunkt i romanen er tilblivelsen af et nyt portræt af Lucrezia, som hendes mand har bestilt. Manden mener nemlig ikke, at det portræt, som Lucrezias forældre har fået udført yder hende retfærdighed. En kendt kunstner ankommer derfor til slottet sammen med sine assistenter. Lucrezia drages af kunstnerens assistent Jacopo, der ikke taler, og som hun åbenlyst føler at hun har noget tilfælles med.
Der er en stor intensitet i portrætteringen af Lucrezia, og det er afgjort romanens styrke.

Under tilblivelsen af portrættet iklædes Lucrezia silke og rober, og genkender slet ikke sig selv i blikket hos kvinden på det færdige portræt, hun spørger sig selv ”Hvor mange ansigter har jeg?” og netop Lucrezias forsøg på at tilpasse sig og delvist undertrykke sin egen natur for at passe ind i først sine forældres og siden sin mands forestillinger, bliver symbolsk for romanens tematisering af de underkuede kvinder.

Her kan man dog indvende, at romanens tematisering af kvinden som mandens forsvarsløse bytte kan fremstå en anelse fortærsket, og at man som læser kunne ønske sig en mere nuanceret og udforskende tilgang til skildringen af forholdet mellem Lucrezia og hendes mand.

Romanens ærinde bliver måske for tydeligt, og jeg savnede de elementer af tvivl og refleksion, som en mere nuanceret og tvetydig fremstilling af karaktererne kan give. Det er kort sagt lidt for åbenlyst, hvad jeg som læser skal føle og hvordan jeg skal opfatte de forskellige karakterer.

Når det så er sagt, så skriver Maggie O´Farrell blændende smukt og gribende om en interessant kvindeskæbne.