”Penge på lommen” har stået ulæst på mine hylder i et par år, men nu fik jeg den læst og heldigvis for det. Den er intet mindre end fantastisk; Blandingen af barsk socialrealisme og vredt antikapitalistisk kampskrift fungerer fænomenalt og fortæller den lille tragiske historie bag de store overskrifter.
Det er første bind i romanføljetonen om branden på Scandinavian Star. Katastrofen er en perifer del af handlingen, den er et baggrundstæppe, der sætter stemningen; Når den kapitalistiske og kyniske top af kransekagen skummer fløden, så er det de små skæbner, der betaler prisen. Kapitalismens ofre er dem, der allerede ligger ned.
Således er historien Kurt og Maggies, et par der lever i et ensomt, voldeligt, og alligevel ikke kærlighedsløst ægteskab. Som to ødelagte sjæle lever de på en gang anonymt, ordløst og desperat i et gensidigt usundt afhængighedsforhold. I tilbageblik optrevles deres ungdom og drømme, og deres tilsyneladende håbløse kamp mod vilkår og betingelser.
Asta Olivia Nordenhof skriver med en underfundig tone af usentimental indlevelse. Det giver romanen en essens af nøgternhed, som vil den fortælle os; Disse skæbner er ikke blot en tragisk historie, det er sådan vores samfund er.
Skæbnens, eller skulle man måske sige samfundets, ironi indtræffer, da Kurt og Maggie på deres ældre dage måske tilsmiles en lille smule held, men som så alligevel ender som tabere, da der ind på scenen træder en kynisk pengemand, og sådan knyttes trådene til Scandinavian Star.
I et vredt og alligevel nøgternt opridsende mellemstykke foldes branden, og omstændighederne omkring den ud;
”Hvis det er sandt, og det tror jeg, at branden på Scandinavian Star blev anstiftet med økonomisk vinding for øje, døde de 159 mennesker ikke kun på grund af nogle enkelte mænds kyniske risikovillighed, de døde for en ide. Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen. For at lægge til må man trække fra et andet sted.
Kapitalismen er en massakre”