Skuespilleren Rosalinde Mynster har skrevet et først og fremmest kærligt portræt af faderen , skuespilleren Søren Spanning, der i 2014 fik en hjerneblødning, som efterfølgende ændrede livsvilkårene for ham selv og resten af familien.
Mynster tager udgangspunkt i den skelsættende begivenhed, og beretter derefter i nedslag om tiden efter: Genoptræningen der skuffer, tilpasningen til et nyt liv, og den betydning forandringen har for relationen og hele familien. Samtidig ser hun i glimt tilbage og beretter om sin barndom og relationen til faderen.
Mynsters bog synes at være flere ting på en gang. Det er mestendels et kærligt portræt af faderen.
Men det er også fortællingen om sygdommen som det ændrende livsvilkår for familien. Hvordan faderens sygdom og de nye livsbetingelser forandrer familien, forskyder balancerne og kræver nye konstellationer og måder at være sammen på. Her er måske nok romanens mest interessante kerne, og det er også her, at Mynster godt kunne have stukket et spadestik dybere til det svære.
I korte passager rammer hun de tanker hun gør sig, om den forandrede relation til faderen, og også om de svære følelser, der ligger i denne forandring. Som når hun ikke magter at blive konfronteret med sygdommen og forandringen. Hvilket beskrives godt i de passager, hvor hun fx reagerer med afmagt, når faderen ringer eller lægger lange beskeder på hendes telefonsvarer. Eller de passager, hvor hun irriteres over faderens afmagt og resignation.
Det er i disse passager at Mynsters bog bliver virkelig interessant at læse, og hvor den også løfter sig til at være andet og mere end en erindringsbog eller et kærligt portræt af en far. Det er sådanne passager, jeg kunne have ønsket mig mangle flere af.
Et andet væsentligt spor i bogen er fortællingen om opvæksten i en familie, hvor kunsten er altoverskyggende. Dette kunne i og for sig have været en roman helt i sig selv, og der er også noget underligt uforløst over disse passager. Mynster beretter om barndommen, hvor forældrenes passion for kunsten var evigt nærværende.
”Mine forældre er forældre på skift” beretter Mynster om forældrenes fravær. Men der ligger ingen problematik i fraværet, snarere bliver forældrenes kærlighed til teateret fremstillet med beundring, og det er da også en kærlighed, som datteren arver.
I en af romanens sidste scener skal moderen på teateret aftenen før faderens død. Datteren beder hende om at aflyse, men moderen skal afsted.
”Du må lade mig være. Hvis du virkelig vil hjælpe mig, så skal du lade mig gå, så skal du sige til mig, at det er okay”.
En stærk scene der understreger familiens kærlighed til kunsten, men som aldrig rigtig bliver udforsket mere. Hvad er det for en nødvendighed? Mynster arver den, men forstår hun den selv? Jeg kunne godt have ønsket mig flere af disse scener, hvor kunstens nødvendighed for dem som mennesker og familie sættes mere på spidsen. Det er et element der fylder meget, men som udelukkende fremstilles en anelse glorificeret. Derudover er jeg ikke sikker på koblingen mellem sporene i fortællingen, det undrer mig for eksempel, at Mynster ikke udforsker hvilken betydning det må have haft på faderen, at han i sin sidste tid ikke kunne spille, når det netop er en så stor del af grundfortællingen om familien.
Her kunne de forskellige spor oplagt være koblet sammen. I stedet fremstår bogen lidt fragmenteret og med for mange forskellige retninger. Som et sammensurium af noter og tanker, der ikke hænger helt sammen i en overordnet ramme.
Alt i alt er det dog en rørende fortælling, der især udmærker sig ved at rumme de svære følelser, der er forbundet ved en faders sygdom, og smerten i at se en forælders forfald.