Solitaire

”Solitaire vil dele vandene” således så jeg, at denne anden roman fra Mads Damsø var beskrevet i sin lektørudtalelse, og lige præcist delt vandene har den også hos mig, for jeg følte mig underligt splittet i min læsning og oplevelse af værket. Mads Damsø har fat i nogle gode pointer om kommunikationens utilstrækkelighed og om den måde vi som mennesker kan såre og ramme hinanden med vores usagtheder; Alt det vi kunne have sagt men fortiede, og alt det vi burde have sagt men holdt tilbage, og om de konsekvenser misforståelser og hemmeligheder har. I virkeligheden handler romanen vel om utilstrækkeligheden mellem mennesker.

Men hvorfor var jeg så alligevel splittet? Mit største problem med romanen var måske i virkeligheden nok dens slutning, fordi jeg oplevede romanens tvist som en underlig afmontering af selve romanens præmis. Det er virkelig svært at skrive mere om det uden at spoile, men har du læst romanen så skriv endelig til mig.

Helt grundlæggende handler romanen om en mand, der vil gå frivilligt i isolation i et år, som en del af et eksperiment og et live-stream-tv-show. Som en af del af sit eksperiment vil han hver dag skrive et postkort, der skal afleveres i hans kærestes brevsprække, og hun skriver hver dag et postkort som svar tilbage, selvom hun ikke kan aflevere det.
Romanen består således af korrespondancen mellem de to fra året, hvor Mads er i isolation. Korrespondancen går dog kun en vej; kæresten kan læse Mads’ breve og skrive et svar, men han kan ikke læse hendes svar.
Gennem de i alt 730 postkort lærer man som læser langsomt to mennesker at kende.
Postkortformen giver al taletiden til romanens to personer. Det kan man argumentere for giver læseren mere førstehåndsviden, men det bliver også meget monologpræget. Det fungerer egentlig også meget fint langt hen af vejen, og det bliver i hvert fald hurtigt tydeligt, at kernen i de to menneskers problemer med hinanden er at finde hos dem selv; De bærer begge på smerte, fortrængninger, hemmeligheder, komplekser og misforståede hensyn, som de har taget med sig i forholdet til hinanden, og som de upåagtet har såret den anden med.
Samtidig illustrerer Mads Damsø i sin skildring af de to mennesker, hvordan manden, der ikke kan læse kvindens svar eller i øvrigt har omgang med andre, står stille i året, der går. Mens kvinden, der gennem postkortene lærer og samtidig gør sig erfaringer i virkeligheden udvikler sig.

Gennem året der går afslører de begge nogle virkelig smertefulde erindringer, og særligt i Mads’ historie bliver det tydeligt, hvordan hans angst for sårbarheden har ødelagt meget for ham. Selv i de postkort hvor han hævder at lægge alt på bordet og fortælle alt, fornemmer man, at han holder noget tilbage. Det bliver helt særligt til slut, hvor historien om barndomsvennen Mikkel fortæller alt og samtidig ingenting; Vi fornemmer, det er herfra det hele begyndte, men vi fornemmer også, at vi ikke får hele historien. Der er stadig noget, der er for sårbart.
Det denne antydningskunst, denne mærkelige fornemmelse af at læse en historie, der er så åben og ærlig, og samtidig gemmer på så meget. Det er det Mads Damsø kan, og som han kan så ekstremt godt.

Desværre stikker det for meget af til sidst. Mest af alt fordi det hele tager en drejning, som jeg ikke forstår, hvorfor det skal tage. Det er som om Mads Damsø vil lægge endnu et lag ind over sin historie her, som jeg ikke synes er nødvendigt.

Derudover bliver det bare for langt, og det på trods af alle de dramatiske drejninger som historien også tager. Men jeg nåede at køre lidt træt i det, specielt til sidst i kvindens breve stikker det alt for meget af og bliver simpelthen for mærkeligt for min smag – måske mest af alt fordi jeg ikke rigtig kunne fornemme, hvorfor historien skal derhen.

Romanens to brevskrivere indvier hinanden og læseren i hjerteskærende og voldsomme historier og traumer fra deres fortid, men alligevel manglede jeg et eller andet. Måske var det romanens form, der efterlod mig med nogle tomme pladser. For når man lader sine karakterer fortælle deres historie selv i denne postkortform, der mest af alt minder om lange monologer, så er der nogle mellemregninger, noget ageren og fremtoning mellem linjerne, som man til gengæld ikke får, og det er ofte en stor del af den indlevelsesmulighed i karaktererne, man som læser har.  Omvendt understøtter den form og min oplevelse af den jo vel netop romanens grundlæggende tematik om kommunikationens utilstrækkeligheder. Men sproget bliver derved en lille smule talesprogspræget og dermed mistes også lidt af den poetiske rytme, som debutværket i sin mere prosaiske form til gengæld havde. Formen kan man sige bliver lidt på bekostning af sproget, og det er synd, for det var især en af de ting, jeg virkelig elskede ved debutværket.

Læs min også min anmeldelse af debutromanen “Hvis dette er en lakridspibe”