Uden min datter

Uden min datter er en meget rørende bog om en fars kamp for at få lov til at se sin datter. Det er en fortælling om et offentligt system med alt for lange sagsbehandlingstider og manglende handling, det er et system, der de facto gør det muligt at skrive en forældre helt ud af et barns liv.
Anders Wendt Jensen fortæller rørende om sin kamp, sin afmagt og frustration, og sit brændende håb om at få lov til at lære sin datter at kende.
Samtidig skriver han skarpt og kritisk om systemet og stiller væsentlige og vigtige spørgsmål, ligesom han kommer med konkrete forslag til forbedringer. Det er derfor også en politisk bog, men det er først og fremmest en meget personlig bog, hvor  Anders’ frustrationer, sorg og afmagt mærkes tydeligt i det aftryk den efterlader.

Bogen åbner med Anders, der med favnen fuld af Lego duplo, bleer, legetøj og vådservietter forventningsfuldt og spændt møder op til sit første møde med datteren. Men moren til Anders’ barn gør alt, hvad der er muligt for at obstruere samværet. På et tidspunkt kommer det frem, at hendes agenda tilsyneladende er at få sin nye kæreste til ar adoptere barnet.
Lego kasserne forbliver derfor uåbnede og Anders sidder tilbage skuffet, knust og magtesløs.
Allerede her havde historien mig, og selvom den efterfølgende beretning mere eller mindre handler om en lang deprimerende og nytteløs kamp, så slap fortællingen aldrig sit tag i mig. Sprogligt har den et godt flow og er fortalt enkelt og ligetil, og det gør den nem at læse, selv i de passager hvor det handler om de mere juridiske aspekter af sagen.

Anders Wendt Jensen tager os med helt fra begyndelsen. Han indleder med mødet og forelskelsen, og han gengiver blandt andet flere af de beskeder, som han og barnets mor sendte til hinanden i begyndelsen. For Anders er historien nemlig også et vidnesbyrd til den datter, han aldrig har mødt, og hun skal vide, at hun er skabt i kærlighed, hun skal have det hele med. Bogen har således et dobbelt formål, den er både en skarp kritik af et forfejlet system, men det er også en meget rørende og åbenhjertig fortælling til det barn, han aldrig har kendt.

Fortællingen er detaljeret, og den får det hele med. Heriblandt retsudskrifter, udtalelser, breve, mails etc. Man følger sagen på tæt hold, og jeg vekslede mellem at være forarget, vred og ked af det. Ked af det på det barns vegne der får frataget halvdelen af sin historie, og vred over et system, der ser det, men ikke kan gribe ind.

Anders’ historie kan måske virke enestående, men varianter af den findes, og i bogens sidste tredjedel perspektiveres Anders’ personlige beretning til et alment syn på praksis i den slags sager.

Anders Wendt Jensen fortæller om lignende sager, og medtager udtalelser fra politikere, advokater og sagsbehandlere med erfaring på området. En advokat er citeret for at udtale, at hvis man er hardcore nok, og sætter sin egne behov før barnets, så kan man sagtens skabe en konflikt, der er så vanskelig, at man over tid kan presse den ene forældre ud af barnets liv.
En anden advokat fortæller, at han har set utallige af den slags sager, hvor det er tydeligt, at den ene forældre har som agenda at obstruere muligheden for samvær for den anden part.

Anders Wendt Jensens bog løfter sig til debatbog, i det han meget konkret fremfører nogle kritikpunkter og stiller forslag til forbedringer. Måske kunne jeg her savne en uddybning af hans forslag, fx hvordan et forslag om automatisk fælles forældremyndighed kan gøre en konkret forskel i sager som hans.

Anders har fat i nogle interessante og tankevækkende pointer, fx skriver han om hensynet til barnets tarv:

”I den sag (…) vurderer den børnesagkyndige, at der ikke er noget galt med farens forældreevne, og at det vil være til barnets bedste at have en relation til ham. Alligevel suspenderes samværet med henvisning til barnets tarv.
Men (…) er det ikke en ekstrem kortsigtet måde at gøre barnets tarv op på? For det kan godt være, at samværet er forbundet med konflikt og utryghed for barnet lige nu og her. Men hvordan gør man tabet af en forælder op på lang sigt?”

Den her bog er en personlig beretning. Men det er også en interessant fortælling om et system, der kan misbruges og udnyttes. Et system der foregiver at varetage barnets tarv, men som alligevel svigter det. Og så er bogen et interessant indspark i en ligestillingsdebat, der alt for ofte alene handler om det feministiske perspektiv. For her er et område, hvor manden ofte er point bagud fra start.

Bogen slutter i øvrigt med et absolut rørende brev til datteren.

”Vi er mange der gerne vil møde dig. Min hustru og en hel familie med fastre, onkler, din farmor, din søster og dine fem fætre og tre kusiner.
Du skal vide, at du altid er velkommen.
Jeg glæder mig til vi ses.
Din far”

Den fik mig altså til at græde, og det gjorde jeg et par gange. Indrømmet, jeg er måske også en anelse grådlabil , men der er mange følelser på spil i den her fortælling, og det mærker man tydeligt.