En bevægende og dragende titel der måske også dækker over det lidt banale, og det var da også der fortællingen for det meste befandt sig – i det banale.
Fortællingen om Leah, der er flyttet til København for at få et nyt liv langt væk fra det kristne miljø som hun er opvokset i, er egentlig fin nok, og jeg nød også det enkle fine sprog, og det helt enkle spil mellem Leah og hendes omgivelser, som Sofie Due skriver frem i en typisk moderne minimalistisk stil. Men jeg manglede altså det der ekstra, der gør, at en fortælling som denne skiller sig ud og giver mig noget der overrasker eller imponerer. Den havde ikke de store armsving, og jeg kunne måske godt have tænkt mig, at Sofie Due havde været lidt mere skarp i at turde noget mere med sine karakterer.