En bevægende og dragende titel der måske også dækker over det lidt banale, og det var da også der fortællingen for det meste befandt sig – i det banale.
Fortællingen om Leah, der er flyttet til København for at få et nyt liv langt væk fra det kristne miljø som hun er opvokset i, er egentlig fin nok, og jeg nød også det enkle fine sprog, og det helt enkle spil mellem Leah og hendes omgivelser, som Sofie Due skriver frem i en typisk moderne minimalistisk stil. Men jeg manglede altså det der ekstra, der gør, at en fortælling som denne skiller sig ud og giver mig noget der overrasker eller imponerer. Den havde ikke de store armsving, og jeg kunne måske godt have tænkt mig, at Sofie Due havde været lidt mere skarp i at turde noget mere med sine karakterer.
”Før vi ved af det vender lyset tilbage” handler om Leah, der er flyttet til København med sine få ejendele. Vi fornemmer hurtigt en splittelse mellem hende og moderen; Hun ville nemlig gerne have købt en lejlighed til Leah, men Leah afslog, fordi hun ikke ville stå i taknemmelighedsgæld til moderen.
I stedet er Leah havnet i en delelejlighed med to andre piger; Kristine og Mona. Netop relationerne på tværs af de tre piger i lejligheden er måske romanens mest interessante aspekt, specielt fordi Sofie Due får skrevet nogle fine spændinger frem mellem linjerne, om end karaktertegningen af de to samboer som skærende kontraster indimellem virker lidt triviel.
Leah skal finde et arbejde og ellers lære at falde til i en helt ny verden. Nye bekendtskaber kommer til, og Leah mærker sig selv i en verden langt væk fra det trygge men også stærkt religiøse miljø, hun er kommet fra. Alt imens vi oplever hendes nye hverdag i København, så banker fortiden også på i form af opkald fra moderen og besøg fra barndomsveninden.
Bagsideteksten lægger op til en roman om en kvinde i konflikt mellem fortid og nutid; ”Leah flytter ind med to roommates og går på opdagelse i sit nye liv, men kan hun – og vil hun – slippe alt det, hun kommer fra? For selvom nye møder, forelsker og erfaringer åbner verden op, så er der også meget, hendes nye vennekreds fra Nørrebro ikke forstår”
Der er altså lagt op til en følelsesmæssig splittelse og måske også en mindre identitetskrise – men det er ikke et konfliktpotentiale, der bliver indfriet i romanen. For Leah fremstår egentlig ikke som værende splittet mellem nyt og gammelt, om noget virker hun mere eller mindre afklaret med at kappe fortidens bånd, hun ved bare ikke rigtig, hvordan hun skal gøre det.
Fornemmelsen af en egentligt konflikt i mødet mellem de nye og gamle værdier/venner udebliver også. En scene hvor barndomsveninden besøger byen kunne have budt på langt mere spænding mellem linjerne, men det bliver bare aldrig rigtig mærkbart.
Jeg kunne ganske enkelt ikke rigtig føle splittelsen eller konflikten for Leah, og dermed bliver den minimalistiske skrivestil, som netop skal skrive spændingerne frem mellem linjerne, en lidt flad fornemmelse.
Det her er ganske enkelt en roman, som lægger op til et stort eksistentielt og konfliktfyldt drama, som kunne have fungeret så fint i den enkle og udramatiske setting, som den minimalistiske skrivestil er. Men jeg synes simpelthen ikke, at Sofie Due i tilstrækkelig grad får skrevet de spændinger frem. Hovedkarakteren Leah er konstant til stede uden egentlig at være rigtig nærværende på noget tidspunkt, og udover hendes store, stærke og rørende kærlighed til morfaren, så kunne jeg ikke rigtig fornemme hende eller mærke hende.
I slutningen af romanen skifter Sofie Due spor fra den minimalistiske stil og lader i stedet pludselig sin hovedkarakters lommefilosofiske betragtninger og konklusioner vedrørende sit liv og valg få plads. Nu er romanen skiftet fra at være en smule underfortalt til at være ekstremt overfortalt, og selvom Leahs egne tanker dermed kaster mere lys over hvori hendes konflikter består, om end jeg stadig ikke rigtig forstår dem, så brød jeg mig ikke om skiftet i fortællestil, som jeg synes kommer til at virke for voldsomt.
Sofie Due skriver for så vidt fint nok, men jeg mangler bare det ekstra på enten handling, karakterer eller skrivestil, som kunne gøre den her bog særlig for mig. For som den er, så skiller den sig ikke væsentligt ud på nogle af de parametre, og det gør desværre også, at det er en læseoplevelse, som lidt hurtigt er glemt.