Adam i paradis

Adam i paradis
Sprog:
Originalsprog:

 Der står han og er og skal blive til så meget, som jeg ikke kommer til at opleve. Selv står jeg her og er, hvad jeg er blevet. Han løber som en sommerfugl næsten lydløst hen over gruset, forsvinder ind i køkkenmørket

Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet sig ind i forårets tendens til kunstnerromaner, og udgiver med Adam i Paradis en fortælling om kunstneren Kristian Zahrtmann, eller måske i virkeligheden mest af alt om de sædelighedsskandaler, der udspillede sig i Danmark i begyndelsen af dette århundrede.

Kristian Zahrtmann var en kunstner der blandt andet interesserede sig for historiske motiver, heriblandt var Leonora Christine en af hans foretrukne motiver. Men han malede også religiøse motiver, som fx Adam, og motiver inspireret af antikkens Rom og Grækenland. Sidstnævnte ses fx i hans malerier af Sokrates og Alkibiades, figurer der stammer fra Platon, og som på Zahrtmanns tid regnedes for at være en reference til homoseksuelle mænd. Zahrtmann malede motivet to gange, og begge gange skete det i kølvandet på en af datidens meget omtalte offentlige forfølgelser af homoseksuelle mænd; de såkaldte sædelighedsskandaler.

Som model for Alkibiades sidder den unge Hjalmar Sørensen, der i flere år var Zahrtmanns elev, og som vi ved fra kilder også var hans meget nære ven, som rejste med ham og var særdeles tæt på ham i en årrække. Hjalmar Sørensen var i 1907 involveret i den største af de store sædelighedsskandaler, i det han blev hentet ind for at vidne mod en af sagens mest kendte og prominente anklagede Carl Albert Hansen. De to havde haft et forhold, og i retten blev seks års kærestebreve blandt andet brugt som beviser.

Hvorvidt Zahrtmann var homoseksuel vides ikke, men det er ofte antaget, da han for det første aldrig blev gift, ligesom han i flere af sine malerier udtrykte en interesse for den mandlige krop, ligesom man ved, at han havde en tæt forbindelse til fx Hjalmar Sørensen, som man ved var homoseksuel.

I Adam i Paradis møder vi første gang Zahrtmann i 1913. På dette tidspunkt er det mulige forhold til Hjalmar Sørensen forbi, og Zahrtmann leder efter en ny model til sit nyeste maleri Adam i Paradis. Han finder den unge Adam tilfældigt og vi følger maleriets tilblivelsesproces, samt Zahrtmanns tiltrækning af modellen Adam, der dog foregår på afstand og giver Zahrtmann en ro men også en uro. Derefter går fortællingen tilbage i tiden, hvor vi følger Zahrtmann fra 1910 på det tidspunkt, hvor han mødte den unge Hjalmar Sørensen og tilbragte tid i Italien med ham.

Beskrivelsen af Zahrtmanns tiltrækning af Hjalmar og senere andre mand er på en gang meget tilstedeværende og fraværende i teksten. Den er underliggende, skjult og alligevel ganske klar. På samme måde er Zahrtmanns egne tanker om sin seksualitet; Denne måde hvorpå Zahrtmann forholder sig tavst og på en gang tilfreds og fuldt af lede omkring sin egen identitet rummer en interessant kompleksitet, som Rakel Haslund-Gjerrild skriver fint frem i sit smukke poetiske billedsprog, der forekommer både svulstigt og enkelt.

”Dengang var jeg ung og havde brug for at give mine frustrationer krop eller udføre dem som ritualer, men senere når man til et punkt, hvor bevidstheden om det latterlige i sådanne gestus overskrider den lille forløsning, det øjebliks fred, hvor man ellers fik lov til at græde ud, opfyldt af egen tragedie. Da bliver smerten den, at man ikke kun er latterlig i andres øjne, men også i sine egne. Og der, når man sidder alene i ulvetimen, inden søvnen kommer med sin glemsel, er sorgen ligeså stor som dengang, dog føler man sig ikke længere tragisk, men kun som en kujon, og foragtende sig selv må man tage sit liv, som det er, og sluge de bitre piller”

Trods den interessante tematik, der også er sat i en særdeles interessant periode af danmarkshistorien, så mistede forfatteren mig alligevel undervejs. For det er på en måde ikke rigtig tydeligt, hvis eller hvilken historie det er, der fortælles.

Rakel Haslund-Gjerrilds roman er sat i årene 1910-1913, i denne periode lærte Zahrtmann Hjalmar Sørensen at kende og afbrød forbindelsen til ham. Samtidig indledes hvert kapitel med en samling reelle historiske kilder, hvoraf en stor del omhandler materialer i forbindelse med retssagen mod en række mænd i 1907 – den såkaldte sædelighedsskandale. Gennem de historiske kilder hører vi blandt andet om sagen mod Carl Albert Hansen, der dog slet ikke optræder i romanen. Ligeledes hører vi om hetzen mod Herman Bang, der dog heller ikke optræder direkte i romanen, om end hans død nævnes.

Rakel Haslund-Gjerrild har sat sin fortælling i tiden mellem de to store sædelighedsskandaler, men det historiske kildemateriale hun henviser til handler i vid udstrækning om netop sædelighedsskandalen i 1907.

Romanen kredser altså om disse sædelighedsskandaler uden at handle om dem, og det valg er jeg ikke sikker på jeg forstår. Derudover vrimler det med bipersoner i fortællingen, som desværre ikke rigtig får en plads, der gør dem interessante nok for mig. Jeg blev faktisk langt mere interesseret i de historiske tekster end i selve fortællingen, ligesom den historiske ramme interesserede mig mere end selve romanen.

Jeg havde i stedet måske gerne set meget mere til Zahrtmanns møde med andre mennesker, hans samtaler med sin husholderske, der bærer på sin egen historie af skuffelse og martrede drømme og håb, var romanens mest interessante, og kunne med fordel have fyldt meget mere. Hendes skiftevise sindstilstand af manisk søgen efter tilfredsstillelse og depressiv resignation var dragende, og man fornemmer en nærmest ”Bangsk” stille eksistens; En kvinde der forsøger at acceptere det liv, hun føler en afsky ved, og som plages af ikke at kunne være, ikke at kunne blive og allerede have været, hvad hun kan blive.

”Jeg føler mig uendelig træt – jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det – en slags forstening, der vokser inden i mig. Der er dage, hvor jeg slet ikke kan mærke min krop”. Hun tøver og ser op på mig med en åben uro i øjnene. ”Der er jo ingen, der rører den længere. Jeg forstener, og jeg er bange for, at det ikke hører op”

3.3Overall Score

Adam i paradis

 Der står han og er og skal blive til så meget, som jeg ikke kommer til at opleve. Selv står jeg her og er, hvad jeg er blevet. Han løber som en sommerfugl næsten lydløst hen over gruset, ...

  • plot og handling
    2.2
  • karakterer
    3.5
  • sprog og skrivestil
    4.2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?