Happy ending

Man kan ikke undgå at holde af Anne-Sophie Lunding-Sørensens heltinde Elvira,  der folder sig ud i denne herlige lille politisk ukorrekte sag, som både rummer en let underspillet satire, men som også er ganske alvorlig og demonstrerer en virkelig stor indføling med samfundets svageste.

Elvira er 39 år gammel, meget overvægtig og arbejder sort som telefondame på et bordel. Hun passer sig selv og kæmper desuden hårdt for at kommunen skal lade hende være i fred. Hun vil have sin pension, og har arbejdet målrettet for det i mange år.
Hendes bror Sixten er narkoman, og familie har de ikke noget af udover deres bedste ven Køster, som er politibetjent.
En dag forsvinder en af pigerne fra bordellet, og da Elvira skal lede efter hende, kommer hun i kontakt med en af pigens stamkunder. Det ender slet ikke som hun havde regnet med.

Historien om Elvira fangede mig stort set fra første side. Hun er absolut ikke nogen helt almindelig romanheltinde, ikke alene er hun overvægtig, hun er også selverklæret samfundsnasser.

”Det har i det hele taget ikke været gratis at komme derhen, hvor jeg er i dag, i det, jeg for mig selv kalder den uanbringelige kategori. Det er en særlig kategori, som ikke findes officielt, som ingen nogensinde taler om, et opbevaringssted for os, som de én gang for alle har opgivet, og som de derfor ikke længere sender ud i den evige række af aktiverings-, job- eller uddannelsestilbud. Som de jo ellers skal. Det har krævet en lang og stædig indsats at ende der, en tålmodig og systematisk sabotage af alle de resocialiserings initiativer, jeg igennem årene er blevet tvunget ud i. Jeg er konsekvent mødt for sent, er blevet væk eller dukket op på forkerte adresser, har glemt alle datoer og aftaler. Jeg har ladet dem opleve, hvordan jeg ikke er i stand til at løse de simpleste opgaver. Igen og igen har jeg demonstreret, at mine sociale kompetencer er tæt på at være ikke-eksisterende, og at jeg mangler enhver indsigt i min egen situation.”

Både Elvira og Sixten lever af offentlig forsørgelse, og Elvira arbejder tilmed sort ved siden af. Det er særligt i Lunding-Sørensens beskrivelser af Elviras mange krumspring og påfund, for at blive erklæret uarbejdsdygtig og få sin pension, at romanen folder sig ud humoristisk. Men det er også her, at romanen har en tydelig politisk pointe.
For netop det her emne omkring ”samfundsnassere” er noget, der har fyldt meget i den politiske debat de senere år, når debatten falder på kontanthjælpsloft og nedsættelse af ydelser.
I denne roman skildrer Lunding-Sørensen en af disse udskældte samfundsnassere; Elvira vil faktisk ikke arbejde, men der er grund. Elvira har en historie og en baggrund, der har bragt hende, hvor hun er. Det er måske i virkeligheden romanens vigtigste pointe; Der er sjældent noget, der er helt sort og hvidt.

Historien om Elvira er en kærlighedshistorie, det er en historie om at turde tro på, at man er god nok, og have modet til at komme videre og leve livet. Det er på mange måder en lidt banal fortælling, men det er også en historie om barske realiteter, – om svigt og dybe ar på sjælen.

Anne-Sophie Lunding Sørensen har skrevet en særegen blanding af en let satirisk feel-good-roman og en barsk og rørende fortælling om de mennesker i vores samfund, der har det allersværest.

Det er plads til både at grine og græde, og så er det også lidt vigtige lærepenge i romanens stærke indføling og empati for samfundets svageste.

Happy Ending er en let lille sag, formatet på bogen er ikke stort, og der er kun 200 sider, og derfor er det en rigtig overskuelig bog for de fleste.

Det er på ingen måde en tung roman, men den har alligevel i sin lethed en hel del af byde på.