En vidunderlig fortælling med en dejlig blanding af drama, spænding, humor og hjertevarme. Cecilie Overbye skriver let og ligetil og blander de forskellige elementer rigtig fint, så det bliver en roman, der både rummer en behagelig feel-good oplevelse og dybsindigt stof til eftertanke.
Jens Petersen er blevet enke efter et langt liv med den kontrollerende og tillukkede Marie. Hendes hang til systemer og regler hænger dog stadig ved i Jens Petersens hverdag, hvor han dagligt kontrolleres af hendes stemme, der huserer i hans hoved.
Men da han finder hendes gamle dagbog åbenbares noget for ham; Han ser en Marie, han ikke anede fandtes og han begynder at forstå. Side for side lærer han den kvinde at kende, som han var gift med, og side for side indser han sandheden om det liv de sammen har levet.
Romanen fortælles fra Jens Petersens synspunkt, men indledes med en fin prolog, hvori Marie fra sit dødsleje i glimt tvinges tilbage i tiden. I små korte glimt forstår man som læser, at hun gemmer på grufulde hemmeligheder, og det slår med det samme spændingen og interessen i romanens karakterer fast.
I første del af romanen følger vi Jens og hans daglige trummerum, der er styret af Maries dogmer og regler. Jens Petersens små daglige udfordringer bekrives med en lun og kærlig humor. Det giver anledning til et smil på læben, når han lidt stilfærdigt og aldrig særlig overbevisende diskuterer med sin afdøde kone, eller når han efter et hurtigt og forvirrende besøg hos lægen bliver misforstået og ender med en recept på antidepressiv medicin som middel mod en forslået tå.
”Hvem bruger alt det toiletpapir? Ja, det er ikke mig, så det må jo være dig”
Endnu en humoristisk detalje er, at den pensionerede bygningsingeniør helt konsekvent tænker og taler i faglige metaforer.
”Pias hus har måske et skæv dør, men for at ingen skal opdagede det, peger hun på dit tag”
Men den lette og humoristiske stemning i romanen skifter, da Jens finder sin afdøde hustrus dagbog, og et langt liv af hemmeligheder, smerte og angst blotlægges.
Maries fortælling brændte sig fast hos mig, og Cecilie Overbye bruger et fint og enkelt træk, i det hun lader dagbogsnotaternes sprog udvikle sig med Maries alder, således at de fremstår mere autentiske. Maries barndomstrauma har udviklet en angst i hende, som bliver determinerende for hendes liv, og jeg kom til at tænke på titlen fra en Fassbinder film ”Angst æder sjæle op”.
Maries fortælling giver perspektiv og forståelse til billedet af den uhyre kontrollerende kvinde, som vi først bliver introduceret for. For al Maries kontrol, vrede og afstandtagen kommer et sted fra, der ligger en historie bag, – og måske er romanens vigtigste pointe, hvor lidt vi egentlig kan kende til de mennesker, der står os nærmest.
Den erkendelse slår også Jens Petersen hårdt i ansigtet og i en sen alder må han revurdere sit liv og sin opfattelse af det.
”Det er okay at vinden tager fortiden med sig. Jeg har ikke brug for den mere”
Jeg var betaget af romanens karakterer, Jens og Marie, fra start og det er måske især derfor, at jeg blev tryllebundet af den her roman. Men jeg nød også det enkle og smukke sprog, som gennem hele romanen bevarer en så fin sans for timing og rummer spektret mellem satire og smerte.
Jeg blev grebet af den på alle måder hjerteskærende fortælling om en frygtelig barndom og en altfortærende angst. Jeg blev rørt af den rejse, som den aldrende Jens Petersen må igennem for at forlige sig med fortidens spøgelser. Men mest af alt var jeg bare rigtig godt underholdt.
Der er mange fine tematikker i romanen, som Cecilie Overbye leverer fantastisk i en på alle måder hjertevarm fortælling, der både giver anledning til et smil om læben og en tåre i øjenkrogen.
Jens Petersens forlængede forår
En vidunderlig fortælling med en dejlig blanding af drama, spænding, humor og hjertevarme. Cecilie Overbye skriver let og ligetil og blander de forskellige elementer rigtig fint, så det bliver en ...