”Og det slog mig, at alting bliver altid dårligere, end det før har været, at der bliver taget noget fra os hele tiden. Ting, der ikke bliver givet tilbage”
”Smitte gennem hud og luftveje” er en sansende rejse i barndommens erindringer, hvori forfatteren tager os med til en barndom, der kun huskes i mindre brudstykker, alt imens hun selv bærer på smerten over et mistet barn og en livstruende sygdom. Begge dele bliver vi, ligesom barndommens minder, kun vidne til i korte sanseligt beskrevne indtryk, og selvom Emilie Parsbæk Skibdal skriver fortryllende og mestrer et poetisk og udtryksfuldt sprog, så følte jeg mig alligevel aldrig for alvor investeret i fortællingen. Jeg blev grebet i glimt men aldrig i helheden.
Forlaget Gladiator udgiver virkelig mange fine ting, og de har et stort fokus på danske debutanter, som jeg følger ivrigt med i. ”Smitte gennem hud og luftveje” (titlen var i øvrigt bestemt inden Corona-epidemien) er en af årets debutantværker fra forlaget. Jeg havde på forhånd forventninger om et meget poetisk og sprogligt stærkt værk, – og det fik jeg.
Emilie Parsbæk Skibdal tager os med til en opvækst på Femø beliggende nord for Lolland. Øen er tydeligvis en del af det berømte Udkantsdanmark, og gennem de glimtvise barndomserindringer oplever vi også øens degeneration og forfald.
”Kirken brænder. Der står en krone af orange flammer fra det hvide hus. Et gigantisk sensommerbål, alle på øen kan se”
Fortællerens erindringer er præget af en afbrudthed; Det forekommer på en gang fjernt og samtidig nyligt erindret, idet man så tydeligt fornemmer alle de forskellige sanseindtryk. I disse indtryk fra barndommen udmærker Skibdal sig, og der er en følelsesmæssig intensitet i beskrivelserne, som man ikke kan undgå at bemærke.
Men der er også en distance i disse smukt beskrevne minder, og som læser følte jeg mig underligt afkoblet fra fortællingen. Jeg manglede ganske enkelt at kunne mærke fortælleren mere i historien, og langt hen af vejen følte jeg et for stort element af gentagelse i mange af tekstens indtryk; For at sige det ligeud: den kedede mig.
Når det så er sagt, så forstår Skibdal virkelig at ramme en fin tone af noget sårbart, skrøbeligt og barskt i en på en gang nøgtern og følelsesfuld stil.
”Jeg er i sorg over ikke at kunne se mere end få timer frem. At jeg ikke kan glæde mig til noget. Og jeg er i sorg over at opdage, at jeg ikke kan huske nogen ting. At folk må minde mig om begivenheder, hvor jeg har været glad, fortælle mig dem som en historie, jeg ikke selv har været en del af”
Smitte gennem hud og luftveje
”Og det slog mig, at alting bliver altid dårligere, end det før har været, at der bliver taget noget fra os hele tiden. Ting, der ikke bliver givet tilbage” ”Smitte gennem hud og luftveje” er ...