Lucias sidste rejse

”Lucias sidste rejse” er et imponerende, fascinerende og til tider langtrukkent sammensurium af virkelige hændelser og fri fantasi. Det er en rejse gennem (primært) Italiens historie med nedslag i små fortællinger, der hver sig udgør sin egen historie, og som er knyttet sammen ved deres forbindelse til relikvierne efter den hellige Lucia.

På en cafe i Siracusa i Italien mødes Vetle Lid Larssen med sin datter, som han over de seneste år gradvist har mistet kontakten til. I Sirucasa døde den italienske helgen Lucia. Hun blev dræbt under Romerrigets styre på grund af sin tro. Fortællingen om Lucia knytter far og datter sammen, og herefter følger en række fortællinger, der alle på hver sin måde knytter sig til Lucia.

Den første historie er pigens egen, denne unge kvinde der i Vetle Lid Larssens udlægning ikke bare er loyal mod sin tro, men som også fremstår som en stærk feministisk forkæmper, idet hun nægter det ægteskab, der er planlagt for hende, og som kræver ret til at forvalte over egne penge.

”Det romerske ægteskab lignede mest af alt en fredstraktat mellem to fjendtlige magter … ti sekunders voldtægt (…) og 30 års ensomhed”

Men Lucia lever i en verden styret af mænd, og hun dømmes til nogle uger i et horehus, og da hun derefter stadig nægter at frasige sig den kristne tro bliver hun henrettet.

Derefter følger fortællingerne den rejse, som hendes legeme begiver sig ud på. Under den muslimske belejring af Syditalien smugles hun væk og ender længere nordpå. Gennem de næste knap 1000 år er hendes legeme flere gange udsat. Men selv om landet oplever utallige krige og forskellige belejringer, så vedbliver den hellige Lucia at klare sig.

Der er fx fortællingen om Günther, der drømmer om at blive berømt, og som ser sit snit til at skabe en fantastisk fortælling med Santa Lucia som midtpunkt. Men som lyver om sin læremester Martins heroiske indsats, og derefter må tage drastiske midler i brug for at skjule sandheden og beskytte sit mesterværk.

Der er historien om generalen Dahlerup, der anfører en belejring af Venedig. Han begræder de kulturelle ofre, det må koste, men magter samtidig ikke at stille sig op imod sagens gang.

Der er historien om den engelske ambassadør Worsley, der vil stjæle nogle værdifulde ikoner fra helgenen i et forsøg på kompensere for sin egen uformåenhed. Men som ved skæbnens puds – eller måske helgenens selv – taber det hele på gulvet og narres.

Der er fortællingen om Dante, der opfatter Lucia som den muse, der har inspireret ham til sin store succes ”Den guddommelige komedie”. Han vil besøge hendes kiste for at vise sin taknemmelighed, men mislykkedes.

Vetle Lid Larssens mandlige karakterer i de historiske nedslag er altså for en stor del noget svage, og det står også indimellem sløjt til med moralen. Omvendt er det med de kvindelige karakterer, der fremstår med langt mere slagkraft og styrke på trods af de ringere vilkår. Det er altså på mange måder et feministisk værk. En fortælling om den kvinde, der døde for sin frihed til selv at vælge, og en fortælling om de spor, der sidenhen er trukket gennem 2000 år, og som på trods af lidelser og lektioner stadig kæmper med nogle af de samme problemer; manglende lighed mellem kønnene, krig og konflikter og en frygt for det, der er anderledes.

På den kvindelige side får vi historien om Anna, der når ud af Konstantinopel inden byens fald, og som står i gennem utallige lidelser for at opfylde sin opgave; At sætte familiens ikon ved Lucias kiste.

Derudover er der også en dragende fortælling om nonnen Diamente, der flygter fra sin familie og et uønsket ægteskab. Hun ender i kloster og må kæmpe for det, hun nu har kært.

Og håndværkeren Sara, som næsten bliver voldtaget, men som ved et lykketræf – eller helgenens mellemkomst – reddes i sidste øjeblik.

Krigens ødelæggende meningsløshed er sammen med de stærke feministiske toner en gennemgående tematik i samtlige af bogens fortællinger.

Vetle Lid Larssens fortællegreb med de mange enkeltstående fortællinger, der knyttes sammen af den overordnede fortælling om en helgen, giver romanen et mytologisk præg. Samtidig lader han i hver fortælling to synsvinkler flette sammen, og det giver en interessant dynamik i fortællingen. Vetle Lid Larssen bruger også humoristiske kneb, som når han i et kapitel lader en lille myg ved navn Linda stå for den ene synsvinkel.

Desuden griber Vetle Lid Larssen frem og tilbage i sine fortællinger og forvarsler løbende sin læser, som når han i begyndelsen af en fortælling lader os vide, at hovedkarakteren vil være død inden der er gået 13 dage. Den fortælleform giver indtrykket af et større historisk epos.

Hver fortælling er sin egen, men rummer Lucia i periferien. Denne helgen, hvis legemlige rester gøres til genstand for tyveri og bedrag, og som end ikke efter knap 2000 år har fået lov at hvile i fred.

Det er en på alle måder stort anlagt fortælling, og der er lidt fantastisk fortælling over blandingen af virkelighed, myter og fantasi. Vetle Lid Larssen vil rigtig meget, og det er let at blive fascineret af romanens overvældenhed. Det er dog også den, der indimellem føles en anelse for meget og bombastisk.