Vilde dyr

En mors kamp for sin søn. Fra sit mørke skjul sidder hun og venter. Skuddene lyder, stemmerne nærmer sig – hvad skal hun gøre for at redde sig selv?
Gin Phillips har skrevet en roman om kampen for overlevelse, og de instinkter og tanker der sætter ind, når en mor for alt i verden vil redde sit barn.
Gin Phillips skriver sig helt ind under huden på en. Jeg var med Joan i hendes kamp for overlevelse. Jeg mærkede pulsen stige, angsten tage til og den ubehagelige knude i maven.
Det er skrevet så man er der – og det er dæleme godt!

Joan er taget i zoologisk have med sin lille søn som så mange gange før. Men da de lige før lukketid nærmer sig udgangen, ser hun noget foruroligende; En mand med et gevær og livløse kroppe på jorden. Hun griber sin søn og løber tilbage i haven, hvor hun de næste par timer kæmper for at holde sig selv og sin søn skjult, samtidig med at hun forsøger at berolige sin ham.
Selv de mindste lyde kan afsløre dem og betyde forskellen mellem liv og død.

Der er masser af dramatik i Vilde dyr. Men det er ikke den bloddryppende af slagsen. I hovedparten af romanen er moren nemlig alene med sin søn i et mørkt skjul.
Hun er bange, frygter for sit eget og ikke mindst sønnens liv, alt imens hun desperat forsøger at udtænke sit næste skridt og berolige sønnen.
Joan ved intet om gerningsmændene, og det er faktisk heller ikke meget vi som læsere ser til dem. Det virkelige drama ligger nemlig i tankerne hos Joan, der for alt i verden må og skal redde sin søn.

Intensiteten stiger som timerne går; Sønnen begynder at blive utålmodig, en kvinde går forbi deres skjul med et skrigende spædbarn, mobiltelefonen vibrerer og afslører dem måske?
Joan sidder med ansvaret, tankerne, angsten og de vanskelige valg; Skal hun redde kvinden med det skrigende spædbarn og risikere sin egen søns liv? Skal hun bevæge sig ud efter mad til sin søn, som ellers risikerer at blive klynkende og afsløre dem? Joan vejer for og imod, samtidig med at hendes tanker strejfer og tænker på alle de dejlige øjeblikke, hun har haft med sin søn. Hun tænker på hans varme babyhud mod hendes, på sjove lege og skøre påfund. Hun tænker på moderskabet, og det moderskabet har gjort hende til.

Joans kamp krydres med små afsnit, hvor vi følger andre karakterer. Ganske kort møder vi Magaret og Kailynn, hvis veje senere krydses med Joans i kampen for overlevelse.
Gerningsmændene spiller som sagt ikke en central rolle i romanen, hovedbagmanden møder vi fx aldrig. Men det er faktisk noget af det, der fungerer allerbedst i romanen. Nogle af de mest intense scener, er der hvor vi kun hører gerningsmændene; Deres stemmer i mørket, deres sko i gruset eller deres kroppe i buskene.

Romanen interesserer sig for ofrene. Det er en roman om selve den menneskelige måde at reagere på. Fokus er på kampen for overlevelse og på de ubehagelige dilemmaer; Skal man kun redde sig selv eller forsøge at redde andre?
Men den kredser også om moderskabet/forældreskabet, og om den kraft det er for mennesket, at ville beskytte sit barn. Men også om væsentligheden ved at være i nuet og sætte pris på det vi har, mens vi har det.
Jeg oplevede også, at romanen har et budskab om ikke at dømme andre menneskers handlinger, når vi ikke til fulde forstår bevæggrunden bag dem.

Der er i det hele taget rigtig meget stof til eftertanke i den her bog, som egentlig har et relativt simpelt set-up.
Siderne læser sig selv i et skræmmende, nærværende og intenst tempo.
Det er en enkel historie, der er fortalt med så mange små detaljer, at man ikke kan undgå at føle sig suget ind i fortællingen og i hovedpersonens tanker.
Jeg var i det skjul, mens jeg knugede min egen lille datter, da jeg læste bogen.

Gin Phillips skriver så man føler det.

En meget intens oplevelse.