”Jeg er en skimmelost, der blunder alene i sin Tupperware. Der løber en fin linje mellem det uprøvede og det fordærvede. Men det ved de voksne godt, for sådan er alle børn, og de elsker mig især, fordi jeg er et barn. På bagsædet indser jeg, at mit liv er ligesom et glas vand: Selv ikke når det stormer, er det værd at tage alvorligt”
”Døtreskole” er verden set gennem øjnene på en pige på tærsklen til ungdomslivet. Romanens fortæller vokser op alene med sin mor, og fraværet af en egentlig relation mellem mor og datter er allerede i romanens begyndelse sigende. Pigen er observant, hun ser til på afstand og til moderens store fortrydelse lever hun ikke op til hendes idealbillede af, hvordan en pige i den alder skal være og indgå i relationer.
Fortælleren beundrer de andre piger på afstand, og hun observerer de små forskelle i de hjem hun kommer i. Hun funderer over modsætningen mellem ikke at blive taget alvorligt og samtidig blive mødt med høje forventninger.
Hvordan finder man sin plads i en verden, hvor rammen allerede er sat?