En vej ud af tågen

”At tænke over livet er at fortælle det, at relatere delene til hinanden. At insistere på et forløb. Men fortællinger er ikke endegyldige sande, de er det mest sande, vi har at sige.”

Det er sjældent, at jeg læser noget, der føles så ærligt og ægte, som ”En vej ud af tågen” gjorde det. Kristian Leth skriver famlende og undersøgende, alt imens han genkalder sig minder fra barndommen og ungdommen, måske i et forsøg på at skrive en forståelse af sin fraværende far frem, eller måske blot for at finde en slags kontrol over sin egen historie. Bagsideteksten er også vævende i sin kategorisering af bogens genre og/eller formål, det er ikke en roman, det er ikke erindringer, det er ikke en selvbiografi – måske et essay?

I så fald må det være et essay om erindringen og erfaringerne, og om de forhold og forbindelser der for altid forandrer og forandres. Særligt kredser Kristian Leth om forholdet til faderen, eller man fristes måske til at sige fraværet af faderen. For måske sætter fraværet af en far større spor end en der er til stede?

Læs mere