De 5 bedste læseoplevelser i 2021

Det har godt nok været svært at vælge de 5 bedste bøger for 2021 – især fordi jeg har læst så meget forskelligt, at det er rigtig svært at sammenligne. Men jeg er endt med de 5 bøger, som på den ene eller anden måde har efterladt det største indtryk hos mig, når jeg kigger tilbage. 

Det interessante er, at det faktisk ikke er de bøger, som jeg har givet den højeste rating, der er blandt de 5. En bog som ”Måske du skulle snakke med nogen” gav jeg fx 4 stjerner, hvor der er bøger, jeg har givet 5 stjerner, der ikke er på listen. Men det er en bog, som jeg endnu efter et år husker ganske tydeligt. Jeg husker karaktererne og deres historier, og de rører mig stadig. 

Så her har I den altså, listen over de 5 bøger, som jeg i tilbageblik står tydeligst og stærkest i min erindring – de bøger, som jeg synes har sat det største aftryk.

Farskibet af Glenn Bech

Ubetinget årets debutant! Det vidste jeg nærmest med det samme, jeg vendte sidste side, og jeg læste endda bogen i januar som årets første debutantværk. Men Bechs gribende fortælling og fuldstændig eminente og originale formsprog ramte mig hårdt og ganske eftertrykkeligt. Det er ganske enkelt genialt, hvordan Bech skaber en vild synergi mellem form og indhold.

”Aldrig helt at forstå
Levende videre som et vidne om, at det kunne du også have gjort
Rummende i mig til trods: Håbet om, at det virkelig var den rigtige beslutning, du endte med at tage”

”At skrive som at feje blade sammen (i blæsevejr!)” skriver Glenn Bech i ´Farskibet´. Lige netop det billede beskriver romanen og dens formsprog fantastisk godt, for det er på mange måder en evigt hvirvlende strøm af ord, der omhandler denne barske historie om et selvmord og konsekvenserne af det, om at begribe det ubegribelige og tilgive det utilgivelige.
Men det er også en barsk fortælling om toksisk maskulinitet og om smerte, der er nedarvet gennem generationer. Det er fortællingen om en ung mands insisteren på at bryde den formel med et sårbart og ærligt skrift, der vel egentlig fungerer som et terapeutisk skrift, en insisteren på at krænge det formløse og smerten ud, og det er det formen bærer præg af;

”Din gravsten og gråden, den udløste i Mor, og vreden, og Mors forventning til vores gråd, hendes gråd udløste i os, det gjorde det straks sværere at hade – undskyld! – men ja, ´hade´ som vi, som … børnene, vi trods alt var — sådan måtte have haft brug for, altså, at hade dig for ´det´.”

Farskibet er en slags autofiktion og handler grundlæggende om de konsekvenser, det har haft for Glenn og hans familie, at faderen valgte at tage sig eget liv, da Glenn var 5 og lillebroren Rene var 3. Romanen indledes med sætningen ”Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel” og den slutter ”Hvis bare du kunne se mig nu”. Rammefortællingen er således skriften til ´farskibet´, som bliver en nærmest mytisk figur, der først og fremmest er defineret af sit fravær i de to drenges liv; Savnet af faderen beskrives først og fremmest som et gabende hul, en grundfølelse af forladthed, som skaber en mærkbar del af Glenns identitet. Tomrummet efter faderen forsøger han således at begribe og uddrive gennem dette skrift.
Læs min fulde anmeldelse her.

Måske skulle du snakke med nogen af Lori Gottlieb
Oversat af Ingeborg Christensen

”Man kan tage alt fra mennesker i koncentrationslejren, alt, undtagen et: den sidste menneskelige frihed til at forholde sig sådan, eller sådan til de givne omstændigheder” 

”Måske skulle du snakke med nogen” af Lori Gottlieb er en fortælling om en psykolog og de problemer hun selv tumler med, samtidig med at hun hjælper sine patienter med deres problemer Det er en historie om menneskelige reaktionsmønstre og de historier vi fortæller hinanden men mest af alt os selv. Indledningsvist følte jeg mig ikke fanget af historien, men i takt med at de forskellige karakterer begyndte at åbne op i terapilokalet, begyndte jeg som læser at forstå dem og føle med dem, og pludselig blev de mindst ligeså vedkommende for mig, som havde de været virkelige mennesker, der sad overfor mig. Man kan sige, at min læseoplevelse på en eller anden måde illustrerer den pointe som er bogens primære; at det er når vi åbner os for os selv og hinanden, at vi har mulighed for at nå til en forståelse og en erkendelse. I romanen møder vi blandt andet den ældre Rita, der ser fortrydeligt tilbage på sin fortid, der fastholder hende i skam og anger i en sådan grad, at hun ikke føler, at hun fortjener en fremtid. Den terminalt syge Julia, der kæmper for at finde en mening i et liv uden fremtid, og John, der synes alle omkring ham er idioter, og som ikke føler sig forstået eller hørt af sine omgivelser, indtil han opdager at hans omverden alene er farvet af det syn han har på den. ”Måske skulle du snakke med nogen” er skåret ind til benet en bog om at være menneske. Det er en fortælling om vores forsvarsmekanismer og vores behov for andre mennesker. En på mange måder rørende, tankevækkende og lærerig bog.
Læs min fulde anmeldelse her.

Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung

”Der er ingen formildende omstændigheder ved det maleri. Vilhelm har indfanget hendes ensomhed, så man skulle tro han var inde i hendes hoved.Ida må sige det højt for sig selv. Han forstår mig jo, når han maler mig. Kunne det alligevel ikke bare være lidt mindre hende? Ida kan næsten ikke holde ud at se på det, og på trods af det bliver hun ved. Det gør hende underligt tilpas. Sådan ser den kvinde ud, som jeg lever mit liv sammen med. Det er det, Vilhelm siger med billedet. Hverken mere eller mindre”

”Kvinde set fra ryggen” er et raffineret og stemningsfuldt portræt af en kvinde, der levede for sin kærlighed og for den kærlighed, han bar til kunsten. Jesper Wung-Sung skriver let, elegant og nærmest tavst de største følelser frem, og hele tiden er det så enkelt og ærligt, som interiøret fra et Hammershøi maleri.
Læs min fulde anmeldelse her.

Lenni og Margots ethundrede år af Marianne Cronin
oversat af Louise Urth Olsen

”Lenni og Margots et hundrede år” af Marianne Cronin er noget af det mest hjertelige og ægte, jeg længe har læst. Det er på mange måder en meget enkel roman, men for mig kunne den bare noget med sine karakterer, der virkelig tog mig med storm, for jeg følte virkelig med og for både Lenni, Margot, Meena, Humphrey, Fader Arthur, Vikaren og Johnny.I fortællingens centrum er Lenni og Margot, der møder hinanden i Rosenrummet, som er et kreativt frirum for hospitalets syge patienter. Lenni er bare 17 år, hun er terminalt syg, og fuld af kærlighed, afmagt, undren, frustration og mange filosoferende og nysgerrige spørgsmål om Gud og tro, som hospitalets præst Arthur tålmodigt og åbenhjertigt svarer på.Margot er 83 år og har allerede levet et langt liv, fuld af tab og tilgivelse og en uforløst kærlighed til veninden Meena.Margot og Lenni beslutter sig for at skabe et kunstværk af 100 malerier – et for hvert år de har levet, og gennem kunsten får vi deres historier.Der er rigtig meget i den her fortælling, der handler om accept, forståelse og tilgivelse, og det er måske det, der gør romanen allermest rørende. Margots tab i livet, og de svigt Lenni er udsat for er triste, men der ligger noget helt særligt rørende i deres måde at tackle livets udfordringer på. De møder verden med forståelse og rummelighed, og det var de scener, der rørte mig allermest. Når Margot lader Humphrey sige farvel på sin helt egen måde, og når Lenni sætter sin far fri.Det lyder måske en anelse søgt, og jeg havde virkelig også mine forbehold inden jeg begyndte at læse, for jeg kan normalt godt få for meget af bøger, der bare er sat op til at være tårepersere. Men ”Lenni og Margots et hundrede år” bliver hverken søgt eller for meget, måske netop fordi den primært er rørende i det smukke fremfor det grumme.

Bag en maske eller en kvindes magt af Louisa May Alcott
oversat af Hans Peter Madsen


”(…) hun gav ordet en sød, underlegen intonation, som udtrykte den respekt, agtelse og tillid, som mænd bedst kan lide, at kvinder viser og føler. ”

Den fine familie Coventry ansætter en guvernante til husets unge frøken, og ind på scenen træder den unge, uskyldige og yndige Jean Muir. Hendes væsen har snart fortryllet det meste af huset. Men bag hendes smilende og fascinerende væsen fornemmer læseren hurtigt, at der lurer noget andet. For Jean Muir har en plan, og hun forstår om nogen, hvordan hun skal handle for at få især mændene til at flokkes om hende. Som læser holdes man fast i spændingen; Hvad er hendes plan og hvilke hemmeligheder gemmer hun på?Samtidig fascineres man af hendes mesterlige manipulationsspil, der også giver anledning til lidt god gedigen hovedrysten af især den stolte Mr. Coventry, der tror sig hævet over alt og alle, men som alligevel falder for lidt let smiger og vender på en tallerken overfor den fattige Miss Muir, da han tror, hun er af adelig herkomst.Er Miss Muir en heltinde eller en skurk? Uanset hvad holdt jeg med hende hele vejen. Måske især fordi hendes spil med især de to brødre og den gamle onkel udstiller datidens (og måske i virkeligheden også nutidens) syn på kønsroller. Jean Muir spiller uskyldig, underdanig og overøser mændene med komplimenter og plejer deres maskuline selvopfattelse, og det giver pote.Louisa May Alcott var mest kendt for sine børnebøger og især klassikeren ”Pigebørn”. Men hun skrev altså også såkaldte ”sensationsromaner”. En genre der kom i kølvandet på den gotiske genre, og hvor gyset nu var flyttet fra det overnaturlige til mere hjemlige og skandaløse intriger. I ”Bag en maske” leverer Alcott en skandaløs intrige med en skræmmende og næsten (set i datidens øjne) gysende tematik: Her er sæderne i forfald og der vendes op og ned på magtforholdet mellem såvel kønnene som samfundsklasserne.”Bag en maske” er et underholdende og interessant studie i de masker vi bærer, og selvom romanen er fra 1866, er der stadig en påfaldende og tankevækkende aktualitet ved den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *