Kvinde set fra ryggen

”Kvinde set fra ryggen” er et raffineret og stemningsfuldt portræt af en kvinde, der levede for sin kærlighed og for den kærlighed, han bar til kunsten. Jesper Wung-Sung skriver let, elegant og nærmest tavst de største følelser frem, og hele tiden er det så enkelt og ærligt, som interiøret fra et Hammershøi maleri.

”Der er ingen formildende omstændigheder ved det maleri. Vilhelm har indfanget hendes ensomhed, så man skulle tro han var inde i hendes hoved.
Ida må sige det højt for sig selv. Han forstår mig jo, når han maler mig. Kunne det alligevel ikke bare være lidt mindre hende? Ida kan næsten ikke holde ud at se på det, og på trods af det bliver hun ved. Det gør hende underligt tilpas. Sådan ser den kvinde ud, som jeg lever mit liv sammen med. Det er det, Vilhelm siger med billedet. Hverken mere eller mindre”

Maleriet ”Interiører fra Strandgade 30” af Vilhelm Hammershøi blev i 2019 solgt på Bruun Rasmussen i København for den svimlende sum af 31,5 millioner danske kroner. Hammershøi blev dermed den dyrest solgte danske maler nogensinde. På billedet ses en kvinde, hans hustru Ida, der i øvrigt er afbilledet, sammen med et simpelt interiører, på en stor del af hans malerier. I ”Kvinde set fra ryggen” giver Jesper Wung-Sung den kvinde en form, en farve og en hel palet af følelser.

Det er et meget stemningsfuldt og helstøbt portræt, som samtidig ikke forærer sin læser for meget, for det hele foregår nærmest tavst; Idas usagte men dog tydelige ønske om at få et barn, Idas uudtalte sorg over moderens sygdom og svigt, Idas skyld over at være den datter, der overlevede, Idas angst for ikke at slå til som den store kunstners hustru. Det hele foregår mellem linjerne og som læser fornemmer man Idas frustration og ensomhed, når hun som model bag lukkede døre og vinduer står stille en hel dag og tæller støvkornene i den stribe sollys, der har fået lov at slippe ind gennem vinduerne.

Som læser får man lov at betragte; Man ser Idas opofrelse for Vilhelm. Man iagttager hvordan de flytter fra boliger, hun befinder sig godt i til fordel for boliger, der passer Vilhelm og hans kunst. Man ser, hvordan hun forstår, at et barn vil tage noget fra Vilhelm og hans behov for kunsten, og hvordan hun derved helt tavst og uden overhovedet at vedkende sig drømmen giver afkald på den.
Men som læser forstår man også opofrelsen, man forstår hendes kærlighed og det hun vil ofre for den. Vi ser hendes vrede, vi ser hendes frustration, vi ser hendes ensomhed, vi ser hendes længsler. Vi ser hende.

I sidste del drømmer Ida i sekvenser et eventyr, et eventyr hvor en søster ofrer alt for den bror, hun elsker, og er lykkelig ved det. På samme måde ønsker Ida ganske givet at se sig selv. Men Ida har sprækker, og i livet med Hammershøi bliver frustrationerne indimellem store.

Det er en udpræget karakterroman. Ida er som på billederne – ægte.

”Ida nægter at tage imod, hun bliver stående. Hun vil ikke skændes. Hun vil ikke råbe. Hun vil alt andet, men det er, som om Vilhelm hårdnakket påstår, at alt der foregår derude – alle de fremskridt – er ligegyldigt. At det bare er hendes hjerte og kirtler der svulmer op. Ida mærker skuffelse og arrigskab rive i hende, og lige der, men hun står og ser på hans baghoved og lærredet med dets matte hvide døre, har hun lyst til at slå ham med osten. Men jo længere tid hun venter, mens hun samler kræfter til at åbne munden og sige, at hun vil lave frokost, desto mere bliver hun lullet ind i hans verden. På den måde har Vilhelm ret. Det er også sådan det er. De eneste, der danser på første sal i Strandgade 30, er støvkornene i sollyset”

Fortællingen er også en kærlighedsroman. En stille og tavs en af slagsen ganske vist. Men ikke desto mindre. Ida bryder ud i arrigskab over Vilhelms tilsyneladende lige store interesse i en vase som i hende. Men da han senere ligger på sit sygeleje placerer hun desperat en vase i hans soveværelse i håbet om,  at det kan anspore ham til at gribe en pensel og male. For hun forstår ham og hans behov for kunsten, og den gave – at give ham plads til den – den giver hun ham. Det er egentlig ganske smukt.

”Malertrængende som ingen anden. Det er blevet værre med årene. Det er som om han er bange for at spilde så meget som en time. Ida kan tænke, at Vilhelm ville være lykkelig, hvis han kunne læse sig inde sammen med sit maleri. Det sker, at han undskylder sin manglende selskabelighed.
Det er en karakterbrist ved mig, siger Vilhelm.
Det tror jeg ikke, svarer Ida.
Alligevel gør hun, hvad hun kan for at beskytte og hjælpe ham. Det kan for en gangs skyld være Idas vanskelige sind, der kommer Vilhelm Hammershøi til undsætning. Hun begynder at foregive, at hun er syg. Det kan hun gøre”

Det er små fine detaljer som disse, der i sin enkelthed gør romanen sprudlende af liv. Ikke fordi der sker specielt meget, for det gør der sådan set ikke. Men fordi det føles som mennesker, ægte mennesker af kød og blod.

”Men er meningen, at dem der kigger på maleriet, skal spekulere over hvad jeg står med? Spørger Ida.
Nej, der bliver handlet nok. De skal mere tænke over… hvad liv er…Hvorfor det ikke bliver levet”