Måske et spinkelt jordskælv

”Ved strandpromenaden går ingen tur langs kajen, ingen sidder på bænkene langs promenaden med palmer der er malet hvide som beskyttelse mod solen. Jeg kan ikke engang se havet. Havbunden ligger blottet så langt ud man kan se, og der ligger millioner af planter og fisk under det pudrede lag ad salt”

En mand leder efter sin forsvundne og måske døde kone i et Europa, der synes at være i et dystert, mørkt og gruopvækkende forfald. Han ser sprækker i jorden, bygninger der forgår, oversvømmelser og lig.
Giver verden overhovedet mening mere?
Nej, for Daniel er der kun en ting, der giver mening, og det er at finde sin hustru. For selvom alle fortæller ham, at hun er død, så nægter Daniel at tro på det.

”Måske et spinkelt jordskælv” er et på en gang dystert og håbefuldt værk, der kan læses på mange måder.

Daniel vågner desillusioneret og tom af følelser en morgen, hvor alt pludselig føles forkert og anderledes. Hans verden er gået i stå efter at hans kone er forsvundet, men denne dag føles alt forandret. Han modtager en besked, – hans kones telefon er blevet tændt et sted i Frankrig. Men hvordan og hvorfor? Lever hun endnu? Daniel begiver sig afsted for at finde hende. Men den verden han møder på sin vej gennem Europa er forandret.

Den magisk realistiske stil fremstiller en nærmest dystopisk verden, hvor hele naturens orden er vendt på hovedet og alting er mørkt og dystert; Som læser er den første indskydelse måske, at romanen handler om jorden, der er ved at gå under.
Men mens vi læser og oplever den forfaldne og dystre verden med Daniel, så får vi i glimt også historien om hans forsvundne hustru, og det bliver snart klart, at Daniel ser verden gennem et sløret syn af sorg og chok.

”En kvinde sidder ved liget af en mand og rokker frem og tilbage med munden formet i et skrig som ikke kommer. Hun er faldet ind i sig selv, blind og døv og stum”

Der er så mange spor og små mystiske og måske mytiske ledetråde i romanen, og man kan læse og forstå den på et utal af måder. Personligt læser jeg den som en bog om sorgen. Daniels verden er brudt sammen efter hustruens død og hans søgen efter hende er en søgen efter mening i den altopslugende sorg, som får verden til at forandres i mørke for øjnene af ham.

Men romanen kan også læses som en slags absurd symbolsk samfundskritik. På sin vej møder Daniel stille eksistenser, der ensomme og forladte forsøger at finde en vej i mørket. Lastbilchaufføren der forestiller sig sin egen familie, den prostituerede der har knyttet venskab til en flamingo, og hotelejeren der lever i trods med den fugl, som er det eneste han har tilbage fra sin afdøde hustru. Det er de små og ensomme skæbner, der lever i det de har, mens verden falder sammen om ørerne på dem.

Samtidig er der andre, der slet ikke ser den store verdens forfald, som er blinde overfor det, der sker omkring dem. Er det en kommentar til vores stilstand som samfund? Vores indifferens overfor klodens velbefindende og vores medmennesker? En kommentar til håbløsheden i vores blindhed overfor verdens problemer?

Eller måske kan man læse romanen som en fortælling om jordens endeligt. En fortælling om civilisationen der går under og må give plads til naturens kræfter og det frie dyreliv.

Der er mange spor i romanen, som man kan følge, tænke over og reflektere over, og jeg fandt ikke et facit. Jeg tror heller ikke det er meningen. For kvaliteten af denne her bog er netop refleksionen. Den pause der opstår efter læsningen, hvor man først intet forstår og derefter begynder at stykke sin egen opfattelse sammen. For mig var det her en bog om sorg. Men for andre vil den måske være noget ganske andet.

Romanen er forbavsende let og ligetil at læse trods det lidt syrede og dystre indhold. Den gled stille frem i malende og levende beskrivelser.

Og så får jeg lyst til at slutte ved det håbefulde, for som indledningsvist nævnt fandt jeg faktisk romanen håbefuld. Men hvordan kan en sorguld, dystopisk og dyster roman være det? Hvordan kan en roman fyldt med lig og ødelæggelse være det?
Fordi den rummer små glimt af omsorg og medmenneskelighed. Fordi den rummer håbet om at finde en vej ud af mørket, hvad end den mørke og snoede vej så måtte byde på.