Familiehygge og kriminalroman; Blandingen er perfekt til målgruppen i denne charmerende fortælling om den kvikke pige Justice, hvis nysgerrighed og ængstelighed kommer på prøve, da hendes nye kostskole viser sig at gemme på en sand mordgåde!
Justice ankommer til sin nye kostskole Highbury House og hun kan øjeblikkeligt fornemme at noget er helt galt! En ung tjenestepige er netop død under tilsyneladende mystiske omstændigheder. Men livet går sin vante gang på skolen, hvor Justice får nye gode venner. Hurtigt oplever hun dog mistænkelig adfærd fra flere af skolens lærere; Hvorfor lusker flere af dem rundt om natten? Hvem sender hende mystiske beskeder? Og hvad døde tjenestepigen Mary egentlig af? Under en snestorm sker der pludselig endnu et mistænkeligt dødsfald, og selvom lærerne kalder det et uheld, så ved Justice bedre, og nu er det op til hende og de nye venner at opklare mysteriet før der sker flere forbrydelser.
Elly Griffiths er i krimiverdenen allerede en særdeles kendt forfatter. Hun er nemlig ophavskvinden bag de kendte romaner om Ruth Galloway. Jeg har ganske vist ikke læst serien, men har ladet mig fortællere, at hun er en fortrinlig krimiforfatter, og det tror jeg gerne, for her brillerer hun i hvert fald med sin krimi målrettet børn i aldersgruppen 10-12 år.
Mit navn er Justice – mordene på Highbury House er første bind i en planlagt serie om Justice, der er lige dele almindelig kostskoleelev og mesterdetektiv, og det er helt klart karakteren Justice, der bærer en stor del af romanens charme.
Justice har en far, der er forsvarsadvokat og en mor der var forfatter til flere kendte detektivromaner, og Justice har erfaringerne fra begge verdener med sig, når hun udtænker motiver og gransker mulige spor. Det giver fortællingen sin kant og helt egenartede karakteristiske charme.
Hele tiden genkalder hun sig moderens ord og faderens gamle sager, og hendes forbindelse til forældrene er rørende. Moderens død er et åbent sår hos Justice, som hun dog holder helt for sig selv, men kærligheden er stor, ligesom den i øvrigt også er det til faderen. Det føles meget kært og ægte.
Miljøet er vidunderligt beskrevet med en god portion humor midt i alt det alvorlige, og netop dette er med til at give romanen den glød af hygge, som trods den dystre fortælling om mord, gør den velegnet til hyggelig familielæsning.
Kosteskolen for døtre af godtfolk, hvor maden er elendig og deres spares på varmen, og hvor enhver passer sit og bliver på sin plads, og hvor der alligevel er plads til at knytte stærke venskabsbånd,
Elly Griffiths lægger rigeligt med spor ud til Justice og til sin læser, og mystiske aktiviteter på gangene om natten gør nærmest enhver i persongalleriet til mulige mistænkte. Der er i hvert fald rig lejlighed til at gætte med, som det sig hør og bør for en god krimi.
Elly Griffiths rammer alt i alt den rette kombination af spænding og hygge således at den passer til målgruppen; Man bider negle, men det bliver aldrig for uhyggeligt.
Mit navn er Justice: Mordene på Highbury House
Familiehygge og kriminalroman; Blandingen er perfekt til målgruppen i denne charmerende fortælling om den kvikke pige Justice, hvis nysgerrighed og ængstelighed kommer på prøve, da hendes nye ...