En fortælling der går tæt på menneskelige følelser; angst, ansvar, skyld og længsler – og som bruger landskabsbeskrivelserne i en poetisk lignelse til menneskets sind.
En klassiker af de helt store, men også en bog som i sin langsomme stil kan være vanskelig at læse medmindre man er indstillet på at give bogen den tid, ro og fordybelse, som den fortjener.
Du skal læse den, hvis du gerne vil læse de store klassikere, sætter pris på eksistentialismens temaer og ikke har noget imod, at litteratur foregår i et roligt og dybsindigt tempo.
Løgneren blev i afstemningen om århundredets danske bog henholdsvis nummer 3 og 7 (i Berlingske Tidende og Politiken). Så er man blandt dem, der gerne vil have læst sine klassikere, så er Martin A. Hansens værk ikke til at komme udenom.
Jeg har læst mange klassikere, men det var to årsager, der fik mig til endelig at kaste mig over løgneren. For det første fordi den, til mange litteraters ærgrelse, blev taget af kanonlisten for folkeskolen og gymnasiet i 2015. For det andet fordi en ældre danskfaglig artsfælle sagde til mig ”at Martin A. Hansen er god – men unge mennesker i dag kan ikke læse ham”.
De to årsager synes at fastslå at tiden er løbet fra Løgneren – det måtte jeg straks undersøge ved egen læsning. (Og her skal det tilføjes, at jeg måske ikke kan sige mig helt fri fra at være præget lidt før læsningen af et ønske om (i ren trods og ganske mod tendensen) at kunne lide bogen.)
Centralt i bogen står det store og indviklede kærlighedsdrama – Johannes vil have Annemari, som er kæreste med Olaf. Annemari vil egentlig også gerne have Johannes, men da han i loyalitet over for Olaf ikke kan erklære sin kærlighed og give sig hen til hende, som hun ønsker, flirter hun i stedet rundt med Harry- en ingeniør på besøg fra fastlandet. Johannes indleder i stedet et forhold til den gifte kvinde Rigmor, der længe har været forelsket i ham.
For mig er bogens mest centrale tema Johannes forhold til sin egen moral; Hans fuldstændig intakte moralkodeks i forhold til at erklære Annemari sin kærlighed, står i skærende kontrast til hans manglende kvaler ved at kaste sig ud i et seksuelt forhold til Rigmor, som er gift.
Stærkest står fortællingerne om livets barske realiteter i efterkrigstidens miljø på den lille ø, som også er præget af på en gang håb og håbløshed.
Af stærke fortællinger er fx historien om den tuberkuloseramte dreng, Kaj, der skal sendes til behandling på fastlandet, men som alle godt ved aldrig kommer tilbage. Eller historien om Nils’ og Eriks død; druknet og forsvundet i det nådesløse vinterkolde hav.
For mig leder historien tankerne hen på Blichers ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” – naturligvis på grund af dagbogsformatet, men også på grund af det helt centrale element ” den upålidelige jeg-fortæller”— Fortælleren her er endda helt ærlig omkring sin egen upålidelighed i et afsluttende twist – som jeg ikke skal afsløre her.
Alt i alt en bog med en stor og stærk anbefaling – men med det klare forbehold, at man skal være til litteratur, som i en langsom og stilfærdig stil, berører livets eksistentielle temaer.
Det skal dog siges, at jeg ikke er enig med min ældre kollega i, at unge mennesker i dag ikke kan læse den. For den er som sådan ikke vanskelig at læse med hensyn til sproget, og der med det store kærlighedsdrama, er der da også smæk på dramatikken. Det der gør Løgneren vanskelig er uden tvivl de lange passager, hvor Johannes reflekterer over sig selv, livet og sine handlinger, ligesom der er en del landskabsbeskrivelser, som naturligvis er pakket med eksistentiel symbolik. Det er elementer, som handlingens drama til trods, gør at romanen vil kunne opleves kedsommelig og langtrukken for en læser, der ikke dvæler ved symbolikken og de eksistentielle livstemaer heri.
Derudover er jeg, min begejstring til trods, faktisk enig i beslutningen om at fjerne Martin A. Hansen fra kanonlisten for folkeskolen. Det vil nok være de færreste 13-15 årige, der vil få meget ud af denne historie, for det er et gammeldags sprog og en langsommelig fortælling, hvor omdrejningspunkter er Johannes’ tanker.
Jeg synes den er et godt bekendtskab, men for børn og unge vil den nok være i den tunge ende, og jeg synes også, hvis man skal være nøgterne og kun vælge nogle klassikere ud, at der er forfattere og fortællinger som både er bedre, men også mere oplagte for børn og unge at stifte bekendtskab med.
Løgneren udkom første gang i 1950 og findes i et hav af genudgivelser. Her henviser jeg til en nyere udgave fra Gyldendal.
Løgneren
En fortælling der går tæt på menneskelige følelser; angst, ansvar, skyld og længsler – og som bruger landskabsbeskrivelserne i en poetisk lignelse til menneskets sind. En klassiker af ...