Mellem Linjerne

Drama i forlagsverdenen toppet med rundhåndet drys af romance er opskriften på en ny feel-good serie af svenske Johanna Schreiber. I første bind af serien om det gamle familieejede Schantz forlag møder vi nyskilte Emily, der har fuld knald på karrieren og altid gang i arbejdslivet som PR-medarbejder for forlaget. Emily er først med de gode og kreative ideer, og hendes fantasifulde sind er et fund for forlagets marketingsafdeling.
Men Emily tumler også med en hverdag, hvor alting som regel skrider for hende; Hun har svært ved planlægning, tager alt for mange opgaver på sig og privatøkonomien er et rod. Personligt er livet også lidt af et kaos, for Emily er lige blevet skilt og forsøger at finde sig selv i rollen som delemor til sønnen Theo.
Johanna Schreiber har spundet en gedigen fortælling med smæk på drama, humor, intriger, venskab og kærlighed. Det er en veldrejet roman med styr på sine komponenter, der kun kan underholde enhver, der sætter pris på dramatik og feel-good i skøn forening.

”Mellem Linjerne” er første bind i en føljeton om livet på det familieejede forlag Schantz. Da historien begynder er familien og forlagets overhoved Otto netop død, og han har efterladt forlaget til sine to børn; Bea der er striks og har meget lidt tilovers for de nye strømninger, samt Jack der er mere flyvsk og vil skubbe alting fremad. Bea og Jack hader naturligvis hinanden, og selvom Emily indledningsvist støtter Jack, så kommer hun undervejs i tvivl om, hvem der egentlig er ven eller fjende på forlaget.

Striden mellem de to rivaliserende søskende er grobunden for dramaet omkring forlaget og vil sikkert være omdrejningspunktet i de kommende bøger. Men Johanna Schreiber får lagt en god dramatisk bund her i første bind.
Ledsaget af dramaet får man som læser dog også en mere letspiselig men særdeles underholdende skildring af forlaget og menneskene i og omkring Schantz.  Romanen leger rigtig fint og ironisk drillende med alle karikaturerne, idet man som læser møder den selvoptagede forfatter af politiske spændingsromaner, krimidronningen med den evige serie om den samme kvindelige efterforsker, den krævende og eksperimenterende debutant, den feministiske avantgarde forfatterinde, og alle kritikerne der står klar med revser og roser.
Der er masser at grine af og sjove små detaljer som bidrager til hele atmosfæren og gør læseoplevelsen ret så charmerende.

Romanens hovedkarakter Emily har en ADHD diagnose, og Johanna Schreiber skal have store point for skildringen af Emilys forhold til og med diagnosen, samt den meget fine inkorporering af de forcer og udfordringer, der følger med en sådan diagnose.
Emily har jo en masse fantastiske sider, hun er enormt kreativ, hurtigt tænkende, kvik og fantasifuld. Men hun har problemer med at skabe strukturen og de faste rammer, samtidig med at hun har enormt meget brug for netop dette. Den udfordring er meget godt skildret, ligesom de fordomme som Emily må kæmpe med også er det.
Det er rigtig fint med den diversitet, som en hovedperson med en diagnose udtrykker, for det er ærligt, respektfuldt og indsigtsfuldt. Emily er ikke en stakkel med en diagnose. Hun er en kompetent og kanondygtig kvinde, der simpelthen bare skal tackle de her udfordringer på den bedste måde.

Det her er en feel-good roman. For dramaet og Emilys problemer til trods, så er der først og fremmest masser af kærlighed i luften, og her må jeg altså virkelig rose romanen for, at al dens hjertevarme først og fremmest kommer fra andre relationer end den romantiske. Ganske vist er der også plads til romantikken i denne fortælling, men det er egentlig ikke den vigtigste kærlighedshistorie i romanen, i hvert ikke i dette første bind.

Jeg skal ikke afsløre for meget, men må da også lige rose Johanne Screiber for at skabe en noget mere nuanceret og kritisk fremstilling af en af genrens mest hårdlivede klicheer – nemlig kvindens evige behov for at lande i armene på en mystisk og helt uopnåelig mand.
Ligesom Johanne Schreiber også bliver ret aktuel i sit fokus på dårlig versus god ledelse; Jeg kan virkelig godt lide at hun lader nogle væsentlige samfundsemner få en lille plads i et ellers renskuret feel-good drama. Det giver romanen nogle nuancer, som genren ellers ofte er blottet for, og som gør den langt mere helstøbt og vedkommende at læse.

Romanen slutter på en note, der gør at jeg ganske enkelt glæder mig enormt til læse mere og se hvordan det går Emily. En bog jeg afgjort vil anbefale til alle med hjerte for drama og hjertevarme.