
Bådens navn er en historie om det menneskelige forfald skrevet i den efterhånden velkendte moderne minimalistiske stil. Historien følger Susanne, der længes efter frigørelse fra hverdagens trivialiteter, og som efter sin mands pludselige død (som hun ikke selv er helt uden skyld i) langsomt fortabes i meningsløshed og ligegyldighed. Dialogen i romanen er knivskarp og autentisk, og i de små enkle beskrivelser af Susannes dagligdag oplever vi hendes følelsesmæssige og menneskelige forfald.
Hvis man elsker Helle Helle og den moderne impressionistiske stil, – så er det her helt klart en af de bedre bud.