Jeg har tidligere præsenteret min liste over 100 klassikere, som man bør læse (selvom ordet bør egentlig ikke er et ord, jeg synes skal forbindes med litteraturens verden og læsningen af klassiske værker – det kan du læse mere om her)
Når jeg derfor siger bør, så mener jeg klassikere, som er en så forankret del af den litterære historie, at det som litteraturelsker giver mening at læse og opleve dem. Du kan se den fulde liste her)
Herunder præsenterer jeg 10 af værkerne fra listen.
”At sulte er en langsom måde at dø på, men jeg har ikke længere tid og overskud til at trække det i langdrag og udholde denne håbløshed”
Katrina er syg, hun har anoreksi og skal indlægges på den psykiatriske afdelings særlige afsnit for spiseforstyrrede.
Romanen følger Katrinas kamp og skildrer hendes sygdom og livet på afdelingen. Vi møder samtidig nogle af de andre indlagt piger og personalet, ligesom vi også får et indblik i Katrinas opvækst og hendes omgivelser.
Johanne Kirstine Fall har skrevet en god og autentisk beretning om en frygtelig sygdom. Katrinas kropsfiksering, dødsangst, behov for kontrol og psykotiske anfald beskrives med en stor grad af indlevelse og troværdighed. Jeg følte mig under læsningen overbevidst om, at der var tale om forfatterens egen personlige beretning.
Maja er venstreorienteret og akademiker, og det er noget af en torn i øjet på hende, da hun hører, at hendes brors søn, som familien ikke har kontakt til, er medlem af Nationalt Folkeparti (som tydeligvis er identisk med Dansk Folkeparti).
Nevøens medlemskab af partiet kan blive en uheldig sag for Maja, hvis det kommer frem, og hun sætter sig for at stoppe ham. Det bliver til en længere korrespondence over Messenger, hvor Maja først afslører familiens jødiske baggrund i et forsøg på at få nevøen til at forstå, hvorfor han ikke kan være medlem af partiet. Men der er tydeligvis flere familiehemmeligheder, som Maja gemmer på.
Den altoverskyggende tematik i bogen er de to grundlæggende værdipolitiske ståsteder; monokulturen og multikulturen. Nevøen Dylan står for det monokulturelle synspunkt, mens Maja står for det multikulturelle. I det synspunkt udelukker hun så Dylans holdninger, og det er tydeligvis netop romanens grundlæggende pointe, at når man taler for accept, tolerance og multikultur, så må man huske, at det også nødvendigvis må inkludere dem, der står for noget andet end en selv. Maja anklager Dylan for at fastholde et dem/os paradigme, men det gør hun sig også selv skyldig i. – Det er en væsentlig og vigtig pointe, og den er aktuel i en politisk debat, der, som vi så det ved sidste folketingsvalg, hurtigt ender i tilsvining af hinandens synspunkter.
Lilly og den lådne kæmpe af Christina Laforce og Saëko
Udgivet af Forlaget Apulius’ Æsel
En fin fortælling om ensomhed og venskab fortalt gennem de fantasifulde og børnevenlige karakterer; Det lille pigespøgelse og den store brummende behårede skabning.
Anbefalet til børn i alderen ca. 2-5 år.
Lilly og den lådne kæmpe (Eller Lilly og den store kæmpe kæmpe, som min datter kalder den) handler om spøgelset Lilly, der er ensom, fordi ingen kan se hende. Hun bor helt alene og keder sig, da et mystisk, stort og behåret væsen pludselig befinder sig foran hendes hus.
Hun bliver ven med kæmpen, der dog kun kan brumme, og selvom hun ikke helt forstår, hvad den vil, så hjælper hun den, da den pludselig vil have hjælp til at flyve.
”Synet af døde børn i forvredne stillinger uden lemmer. Jeg aner ikke, hvad det er for en fornemmelse, jeg har. Anders er væk, men ingen har sagt noget om ham. Pede er rolig. Bertil er helt udflippet, og Jesper ligger rundt omkring os”
Conrad Fields har skrevet en fantastisk og troværdig beretning om en soldats kamp for at få en normal tilværelse efter at være hjemvendt fra krigen. Soldaten Daniels PTSD beskrives med indsigt og indlevelse, og man oplever som læser at være helt tæt på, når Daniels hallucinationer og angstanfald beskrives både flimrende, kaotisk og intenst. Ligeledes er Daniels oplevelser fra krigen barske, brutale og bevægende. Det er faktisk svært at forstå, at Conrad Fields ikke har oplevet det på egen krop.
På minussiden endte jeg dog også lidt med at køre træt i Daniels tomgang, der desværre også har en tendens til at blive romanens tomgang.
Tre forskellige historier, tre forskellige mennesker, tre forskellige steder. Det er opskriften i Henrik Mortensens bog, der dog alle har den fællesnævner, at de handler om tid; tiden der går tabt, tiden vi har og tiden der går igen. Det lyder meget filosofisk og dybt, men det bliver også klichefyldt og en anelse banalt. Historierne har derudover nogle små spor, der uden tvivl skal give læseren lyst til at skabe en sammenhæng mellem de tre fortællinger; Mit problem var, at jeg aldrig blev engageret nok i hverken karakterer eller handling til at interesse mig for den mulige sammenhæng.
Aristoteles og Dante er to drenge på vej mod at blive voksne. Det er en stærk roman, og den er utrolig smukt skrevet. Bogen er meget karakterdreven, det vil sige, at det er karakterne, deres følelser og udvikling, som er i fokus, – og det gør bogen utrolig godt. Karakterne fremstår ægte, og bogen behandler væsentlige og interessante tematikker som accept, tolerance, kærlighed, venskab og åbenhed på troværdig vis, – det hele bundet smukt sammen af et flot sprog.
Bogen er henvendt til teenagere, men det er bestemt også en bog, der er relevant og væsentlig for voksne.
Mangler du lidt læsning til sensommeren? Her bringer jeg 9 nye titler, som du kan glæde dig til i august. Der er lidt af hvert på menuen; nyt fra Morten Pape, der imponerede med sin debut ”Planen” forrige år, en roman inspireret af Dantes guddommelige komedie, en krimi om mord og voldtægt og et drama om en kvindes kamp for at komme sig over tabet af sin mand og datter.
Guds blinde øje og Du blev træl er en barsk fortælling. Bech Nygaard går helt tæt på de forældreløse pigers håb og frygt og de forskellige skæbner berettes med stor indlevelsesevne; lige fra Fridas naive frygt for graviditet til Frøken Mikkelsens forargelse over systemet. Som læser gribes man! Man hepper på Anne: man håber og græder med hende. Men med de to bøgers tilsammen knap 600 sider kan den totale elendighed godt begynde at blive en anelse for meget.
Særligt velegnet til piger i alderen 10-15 – men kan bestemt også læses af både drenge og voksne.
Uret tikker er en fantastisk krimi; flere forskellige personer og tilsyneladende usammenhængende begivenheder flettes flot sammen og går op i en højere enhed i et velskruet og spændende plot, der hele tiden byder på overraskelser, – Som det sig bør for en krimi.
Samtidig er personerne beskrevet gennem en alvidende og observerende fortæller, der byder på en god portion humor i sine fremstillinger. I det hele taget arbejder Andreas Emil Christensen med en konstruktion og fremstillingsform i sin fortælling, som minder mig om Scherfig.
Det er absolut en krimi, som jeg på det varmeste kan anbefale.