
Mithos er mørk og dyb, poetisk og smuk.
En bog der både rummer en medrivende handling, et fortryllende sprog og helstøbte karakter – og så har den bestemt noget på hjerte og giver stof til eftertanke.
Jeg er begejstret. Ganske enkelt.

Mithos er mørk og dyb, poetisk og smuk.
En bog der både rummer en medrivende handling, et fortryllende sprog og helstøbte karakter – og så har den bestemt noget på hjerte og giver stof til eftertanke.
Jeg er begejstret. Ganske enkelt.

Herbjørg Wassmo er tilbage med en fortsættelse til trilogien om familien fra Reinsnæs. Dina er død i denne fjerde bog, og hun er savnet; det var i høj grad hendes karismatiske fandenivoldskhed, der var dragende i de andre bøger. Men Wassmo skaber en fortsættelse i vanlig eminent stil, og fremstiller poetiske og ægte portrætter af sine karakterer.

En fantasy fortælling henvendt til børn/unge. Det er en fantasy fortælling, der udmærker sig ved at gå i dybden med sine hovedpersoner, Taisin, Lill og Deen fremstår alle som hele personer med flere facetter, i modsætning til genrens ofte ret flade persongalleri. Det er klart fortællings plus, ligesom universet og den grundlæggende historie rummer alle de klassiske elementer; helte, skurke, kærlighed, magi, det gode og det onde. Men det er også til tider en langtrukken affære, der står lidt i stampe omkring særligt Taysin og Lill’s gensidige og hemmelige forelskelse.

En bog man først og fremmest skal læse på grund af klassikerværdien. Den har naturligvis sine gode øjeblikke, Kaptajn Akabs besættelse af hvalen er skønt beskrevet og litterater kan uden tvivl få store tanker ud af en gennemgående analyse. Men man skal altså også være kender, eller bare ualmindelig interesseret i at krydse klassikere af sin læseliste, for sådan rigtig at gide at læse bogen til ende. Den er rodet i sin komposition og essensen af historien kunne med stor fordel være kogt ned til en tredjedel af sin længde.

Alt Det Jeg Ikke Husker har vundet stor anerkendelse og tonsvis af gode anmeldelser. Den er skrevet godt, byder på en anderledes fortællestil, og lægger med sine mange ubesvarede spørgsmål op til refleksion.
Men det er også en bog, der aldrig bliver rigtig spændende, og hvis karakterer trods store nuancer ikke rigtig gør indtryk – af samme årsag bliver den altså også lidt kedelig.
Bogen kan særligt anbefales til fx litteraturklubber – for der er en del at diskutere og snakke om.

STUK er en klassiker – og går du op i at kende din klassiker, så bør du læse den. Har du derimod ikke den store erfaring med at læse litteratur fra denne tid, så bør du holde dig væk. Herman Bang opererer med et utal af karakterer, og det er vanskeligt at holde styr på hvem, hvad og hvor – hvorfor bogen er en tung en af komme igennem. Men klarer man frisag og giver bogen den tid, der kræves, så er der flere ”Bangske” perler imellem.

Gabaldons Outlander univers er uden tvivl opfindsomt, de historiske begivenheder krydres med fantasy genrens tidsrejse element og århundredets kærlighedshistorie, og det er egentlig også skrevet ganske udmærket. Men det er altså også en langtrukken affære, og det bliver hurtigt så som så med interessen for bogen altomsluttende fokus; den store kærlighed mellem Jaime og Claire, som vi med flere siders lidenskabelige samtaler og passionerede hyrdetimer efterhånden har forstået elsker hinanden højt.

Djævlens lærling er en opfindsom historie med et gennemført univers i særligt de sproglige beskrivelser. Men i modsætning til fx Harry Potter, så kommer man bare aldrig helt ind under huden på personerne, og måske af samme årsag bliver den aldrig rigtig spændende.
Den er særligt god for de børn, der normalt ikke læser så meget, da fortælletempoet er kontinuerligt fremadskridende (læs, der er noget ACTION) og sproget er enkelt og lettilgængeligt. Særligt er den et godt bud på en frilæsningsbog til drenge.

Hercule Poirot får sin sag for, da han skal opklare et mord i Orientekspressen; 12 personer kan have gjort det, men alle har tilsyneladende et alibi.
Bogen er skrevet i bedste detektivromanstil, og det er gennem Poirots forhør af de 12 personer og hans inspektion af beviserne, at gåden folder sig ud. Derudover er historien krydret med humor og afspejler 20’ernes stereotyper og fordomme på interessant vis. Den absolut bedste Poirot roman og en krimiklassiker af de helt store.