I begyndelsen af 2018 er der lidt for enhver smag – hvad enten man er til kærlighed, romantik, krimi eller Fantasy. Hermed 7 nye bøger og bud på lidt vinterlæsning.
Heksejægerens bytte

En fantasy fortælling henvendt til børn/unge. Det er en fantasy fortælling, der udmærker sig ved at gå i dybden med sine hovedpersoner, Taisin, Lill og Deen fremstår alle som hele personer med flere facetter, i modsætning til genrens ofte ret flade persongalleri. Det er klart fortællings plus, ligesom universet og den grundlæggende historie rummer alle de klassiske elementer; helte, skurke, kærlighed, magi, det gode og det onde. Men det er også til tider en langtrukken affære, der står lidt i stampe omkring særligt Taysin og Lill’s gensidige og hemmelige forelskelse.
Hvornår kommer den næste Game of Thrones bog?
George Martin er kendt for at være en herre, der tager sig god tid til at skrive sine bøger. Han er desuden også en travl mand, der deltager i alverdens arrangementer og tidligere har involveret sig som forfatter på tv-serien. I 2017 annoncerede han dog imidlertid, at han nu ville hellige sig sit skriveri og sjette og næstsidste bog i serien.
Tv-serien har for længst overhalet bøgerne, og selvom historien er den samme, så har man dog alligevel valgt at gå nogle andre veje, således at tv-serien afviger væsentligt fra bøgerne på nogle områder.
Monogram mordene

Monogram mordene er første bog i Hannahs genoplivning af Agathe Christies populære krimiserie om den belgiske meterdetektiv Hercule Poirot. Det er en hæderlig fortsættelse; Hannah skriver godt, og hun har respekt for forlægget samtidig med at hun har givet den sit eget præg. Plottet her holder desværre ikke til en hel bog, og allerede halvvejs igennem begynder historien at blive langtrukken. Samtidig synes jeg aldrig rigtig, der er tvivl om den/de skyldige – og så bliver det altså lidt kedeligt at læse en detektivroman.
Moby Dick

En bog man først og fremmest skal læse på grund af klassikerværdien. Den har naturligvis sine gode øjeblikke, Kaptajn Akabs besættelse af hvalen er skønt beskrevet og litterater kan uden tvivl få store tanker ud af en gennemgående analyse. Men man skal altså også være kender, eller bare ualmindelig interesseret i at krydse klassikere af sin læseliste, for sådan rigtig at gide at læse bogen til ende. Den er rodet i sin komposition og essensen af historien kunne med stor fordel være kogt ned til en tredjedel af sin længde.
Alt det jeg ikke husker

Alt Det Jeg Ikke Husker har vundet stor anerkendelse og tonsvis af gode anmeldelser. Den er skrevet godt, byder på en anderledes fortællestil, og lægger med sine mange ubesvarede spørgsmål op til refleksion.
Men det er også en bog, der aldrig bliver rigtig spændende, og hvis karakterer trods store nuancer ikke rigtig gør indtryk – af samme årsag bliver den altså også lidt kedelig.
Bogen kan særligt anbefales til fx litteraturklubber – for der er en del at diskutere og snakke om.
Stuk

STUK er en klassiker – og går du op i at kende din klassiker, så bør du læse den. Har du derimod ikke den store erfaring med at læse litteratur fra denne tid, så bør du holde dig væk. Herman Bang opererer med et utal af karakterer, og det er vanskeligt at holde styr på hvem, hvad og hvor – hvorfor bogen er en tung en af komme igennem. Men klarer man frisag og giver bogen den tid, der kræves, så er der flere ”Bangske” perler imellem.
Den engelske kvinde (Outlander)

Gabaldons Outlander univers er uden tvivl opfindsomt, de historiske begivenheder krydres med fantasy genrens tidsrejse element og århundredets kærlighedshistorie, og det er egentlig også skrevet ganske udmærket. Men det er altså også en langtrukken affære, og det bliver hurtigt så som så med interessen for bogen altomsluttende fokus; den store kærlighed mellem Jaime og Claire, som vi med flere siders lidenskabelige samtaler og passionerede hyrdetimer efterhånden har forstået elsker hinanden højt.
Djævlens lærling

Djævlens lærling er en opfindsom historie med et gennemført univers i særligt de sproglige beskrivelser. Men i modsætning til fx Harry Potter, så kommer man bare aldrig helt ind under huden på personerne, og måske af samme årsag bliver den aldrig rigtig spændende.
Den er særligt god for de børn, der normalt ikke læser så meget, da fortælletempoet er kontinuerligt fremadskridende (læs, der er noget ACTION) og sproget er enkelt og lettilgængeligt. Særligt er den et godt bud på en frilæsningsbog til drenge.
Børn skal også læse god (og svær) litteratur.
Young Adult – eller ungdomsbøger – er en genre, der gennem de senere år har vundet stort indpas, særligt er markedet for fantasybøger for de helt unge eksploderet.
Lad det være sagt med det samme, jeg er stor fortaler for alt det, der kan få børn og unge til at læse mere, for det er en rigtig vigtig ting.
For det kan måske være svært at få børn og unge til at interessere sig for litteratur, når mængden af andet og måske umiddelbart mere spændende underholdning for barnet er stort; fjersynet boomer af tv serier og mobiltelefonen er sprængfyldt med spil og SoMe newsfeed, der skal tjekkes ud og reageres på.
