I ”Kvotekvinde” møder vi Anja, der kommer lidt på bar bund, da hun pludselig står som single med en positiv graviditetstest i hånden. Den nye situation skal hun forsøge at håndtere samtidig med at hun vil bevise sit værd på jobbet og tackle en irriterende ekskæreste, der spøger på kontoret. Det er dog ganske sikkert den store forelskelse i den mystiske Aksel, som hun ikke længere ser, der fylder allermest hos Anja og er historiens virkelige fremdrift.
En bevægende og dragende titel der måske også dækker over det lidt banale, og det var da også der fortællingen for det meste befandt sig – i det banale.
Fortællingen om Leah, der er flyttet til København for at få et nyt liv langt væk fra det kristne miljø som hun er opvokset i, er egentlig fin nok, og jeg nød også det enkle fine sprog, og det helt enkle spil mellem Leah og hendes omgivelser, som Sofie Due skriver frem i en typisk moderne minimalistisk stil. Men jeg manglede altså det der ekstra, der gør, at en fortælling som denne skiller sig ud og giver mig noget der overrasker eller imponerer. Den havde ikke de store armsving, og jeg kunne måske godt have tænkt mig, at Sofie Due havde været lidt mere skarp i at turde noget mere med sine karakterer.
”Men hvis dem, der er uden for samfundet, laver sig selv om, hvem skal så lave samfundet om? Dem, der er inde i samfundet, kommer jo ikke til at gøre det”
Sauna er en rigtig smuk kærlighedshistorie, eller som bagsideteksten lover en knaldroman om kærlighed. Men det er også en gedigen samfundsreflekterende og ikke mindst samfundskritisk roman, der om noget sætter tankerne i gang.
Nogle vil måske finde hovedpersonen Johans tanker provokerende, men det er vel altid lidt angstprovokerende, når vi udfordres på vores bestående samfundskultur og herskende opfattelser, og Mads Ananada Lodahl udfordrer i den grad sin læser med en stærk kritik af den eksisterende samfundskultur, når han lader sin hovedkarakter Johan kategorisk udtale; ”Samfundet er sygt”. Men han lader også sin læser gennem fortællingen forstå, at vores samfund er indrettet efter nogle faste og standardiserede normer, hvor enhver bliver vejet og vurderet i forhold til hvorvidt de passer ind i flertallets kasser. I et af romanens afsluttende afsnit er hovedpersonen Johan, da også helt klar i mælet, når han udtaler, at man ikke kan være neutral; Enten sprænger man kasserne eller også tilpasser man sig;
”Man måtte vælge side. Enten stabiliserede man det bestående. Eller også gjorde man det usikkert. Der var ingen neutral grund, og hvis man ikke gjorde det ene, så gjorde man automatisk det andet”
Jeg var ret begejstret, da jeg først hørte om ”Ti kameler for Ameera”; En slags Nynnes dagbog møder Sex and the city med en muslimsk kvinde i hovedrollen. Romanen er skrevet af Zahra Pedersen, der er opvokset i Danmark som datter af en Iman, og med romanen har hun ønsket at skrive et humoristisk take på kultursammenstød og datingliv i det pulserende London.
Romanen handler om Ameera, der indleder romanen med at fortælle læseren om sin nylige beslutning. Hun er tæt på de tredive og har et godt job, men hun vil ikke fylde tredive uden at være gift, så hun skal på jagt efter en mand.
”Hun anstrengte sig for at se sin modstander klart i stedet for gennem et rødt blodfilter. Hun kæmpede for at holde tankerne om hævn ude af sit hoved. Hun lærte at forudse fjendens bevægelser. Og gradvist blev hævnen til en sten i hendes væsen hun kunne kalde frem når det var nødvendigt. Hun kunne igen trække vejret frit.”
Estrid er en almindelig ung bondekone, der lever et enkelt liv. Men en strid med den grådige jarl Tokilson ender i det brutale mord på hendes kærlige husbond Asgar og deres lille dreng Leif.
Af frygt for at ende som jarlens frille drager Estrid ud i skoven, hvor hun gemmer sig med sin sorg og frygt. Men i sin ensomhed forandres sorgen til vrede og en voldsom trang til hævn vokser i hende. Fra da er Estrid optændt alene af ønsket om hævn.
På hendes vej mod hævnen møder hun først den godmodige Trygve, dernæst den kristen-fjendtlige konge Gorm, og den indesluttede stærke kriger Thorsten. Estrid kæmper sig vej til en plads blandt kongens krigere og hun drager på togt, alt imens hun planlægger sin hævn over jarl Tokilson.
Jeg læser faktisk ret sjældent bøger, der kan på nogen måde kan kategoriseres i sci-fi genren. Jeg er typen, der ret hurtigt står af, hvis det hele bliver lidt for futuristisk eller virkelighedsfjernt. Men ”Den usynlige krig” af Boris Hansen er bestemt en undtagelse. Måske mest af alt fordi det er noget af det mest originale, jeg længe har læst.
I en måske ikke så fjern verden, har man opfundet teknologien til at rejse ind i fiktioner. Men det der med at ændre bøger og/eller film er et farligt felt at bevæge sig ind på, for fiktionens verden har magten til at påvirke mennesker og hele samfund. Derfor er teknologien blevet forbudt. Men i det skjulte arbejder Ministeriet for sandhed og fiktion stadig med at sende toptrænede hold ind og ud af fiktioner. Fremmede magter har nemlig også fået fingrene i teknologien, og den potentielle udnyttelse af fiktionens verden til politiske formål må forhindres. Olivia er sammen med sit team blandt nogle af dem, der sendes på genoprettelsesmissioner i fiktionernes verden. Men det står hurtigt klart, at der er nye fjender, som har meldt sig på banen. Nogen der har store planer for fiktionteknologiens muligheder.
Olivia, Cody, Clarissa, Arthur, Leo og resten af teamet må forsøge at finde frem til den usynlige fjende og afsløre deres planer, og jagten går på tværs af virkelighedens og fiktionernes verden.
Maria Hesselager debuterer med en fremfor alt stemningsfuld fortælling, der bevæger sig frem og tilbage mellem psykologiske og mytologiske lag.
Det er en fortælling om at fastholde og frygten for at give slip, men mest af alt er det en roman for dem, der sætter pris på fine poetiske udforskninger af sindet tilsat et skvæt stemning af vikingekvad.
”Han kunne ikke se på Folkvi der. En vrede over det lukkede i hende voksede frem: I starten havde han været bange, men så blev han irriteret. Det var, som om hun med vilje vendte sig væk fra det levende menneskeliv, og som om hun overdrev sin samtale. At noget i hende foretrak de døde og dyrenes selskab, det hele blev for tungt”
Der står han og er og skal blive til så meget, som jeg ikke kommer til at opleve. Selv står jeg her og er, hvad jeg er blevet. Han løber som en sommerfugl næsten lydløst hen over gruset, forsvinder ind i køkkenmørket
Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet sig ind i forårets tendens til kunstnerromaner, og udgiver med Adam i Paradis en fortælling om kunstneren Kristian Zahrtmann, eller måske i virkeligheden mest af alt om de sædelighedsskandaler, der udspillede sig i Danmark i begyndelsen af dette århundrede.
Kristian Zahrtmann var en kunstner der blandt andet interesserede sig for historiske motiver, heriblandt var Leonora Christine en af hans foretrukne motiver. Men han malede også religiøse motiver, som fx Adam, og motiver inspireret af antikkens Rom og Grækenland. Sidstnævnte ses fx i hans malerier af Sokrates og Alkibiades, figurer der stammer fra Platon, og som på Zahrtmanns tid regnedes for at være en reference til homoseksuelle mænd. Zahrtmann malede motivet to gange, og begge gange skete det i kølvandet på en af datidens meget omtalte offentlige forfølgelser af homoseksuelle mænd; de såkaldte sædelighedsskandaler.
Der udkommer rigtig mange kunstnerromaner dette forår; Jesper Wung-Sungs ”Kvinde set fra ryggen” om Vilhelm Hammershøi , Rakel Haslund Gjerrilds ”Adam i Paradis” om Kristian Zahrtmann og altså også Peter Løhrs debutroman ”Hulemennesket” om Johan Thomas Lundbye. Lundbye er en kunster, som de flest nok kender til, hvis de lige laver en hurtig google søgning og ser nogle af hans malerier. Langt størstedelen af hans billeder er af naturskønne egne i Danmark, som har betaget Lundbye, og han regnes for en nationalromantisk kunster. Kærligheden til fædrelandet fik også betydning for hans skæbne, i det han meldte sig frivilligt til treårskrigen, hvor en ulykke kostede ham livet inden kampene overhovedet var gået i gang.
”Rygtet” af Rasmus Daubjerg er en fabulerende fortælling om en ikke nærmere bestemt eller defineret lille aflukket by og alle de karakterer som byen er befolket af, eller måske snarere alle de fortællinger, som byens beboere elsker at fortælle hinanden. Fortællerstemmen er det kollektive rygtespredende ”VI”, der særligt fortæller rygter og udbreder historier om en ny i byen, tekstens ”DU”.
Rasmus Daubjerg skaber en dyster stemning i skildringen af det lille samfund; Her frygter de undergangen, lig i skoven, onde ånder og Guds dom. Men det mest uhyggelige er stadig det markante skel mellem det ubestemte og kollektive ”VI” og den fremmede ”DU”. Historierne og rygterne tårner sig op og fremmer vreden, alt imens fordomme, sladder og forudindtagede holdninger får lov til at danne kløften mellem mennesker endnu større.